HJØRRING REVYEN 2026

★★★★★☆

Har Hjørring Revyen nogensinde taget sig flottere ud? Scenografen Camilla Bjørnvad tager os med tilbage til den brølende 20’ere, der emmede af glamour, og hvis der er noget, som vores tid savner, så er det netop glamour. Kostumedesigner Helene Billingsøe har tilsyneladende ladet sig inspirere af Scott Fitzgeralds ”The Great Gatsby”, sådan som den kom til udtryk i Robert Redford-filmen fra 1974, og det vrimler med flotte fjer på Vendsyssel Teaters store scene.

HJØRRING REVYENs direktør og kunstneriske leder Henrik Baloo Andersen har da også i år samlet et orkester, der i den grad kan genkalde den ucensurerede livsglæde, som man også forbandt med 1920’erne, men det er langt fra det eneste, som Henrik Baloo Andersen og co. formår. Den Soul Bossa Nova, der åbner 2. akt, bliver øjeblikkeligt et højdepunkt i revysæsonen. Sjældent har man oplevet en revy, der kommer så vidt omkring rent musikalsk. Ikke mindste revyens overdådige finalenummer tager os med på en musikalsk rundrejse i Europa, der også afspejler de fem stjerneskuespilleres vokale alsidighed.

Instruktørduoen Trine Gadeberg og Jens Frausing har især efter pausen fundet frem til den galskab, som er Hjørring Revyens særkende.

”Tonen på tinge” af Kasper Le Fevre fremstår som en munter påmindelse om vores forråede sprogbrug med en øm Preben Kristensen som den lidet sensuelle stenalder-sekretær Ulla. Le Fevre har også skrevet en skæg tekst til Preben Kristensen og sig selv om ”Syndige Sindal”, et af de lokalt forankrede numre, som alle kan grine af.

Marie Mondrup er tilbage i Hjørring Revyen 2026 og det forstår man godt. Hendes slagkraftige humor gør sig blandt andet gældende i nummeret ”Natteravn”, hvor hun demonstrerer en unik evne til at få styr på nattens vildbasser. Og at både hun og Trine Gadeberg kan synge alt viser de bl.a. i den bizarre latrinære sketch ”Brudstykker”.

Preben Kristensen har et stort solo-nummer, der bekræfter, at han er ”Tilbage på toppen” rent vokalt, mens Tom Jensen fortolker Gunvor Reynbergs stille vise om ”Solsikkebørn” med en stilfærdig sødme. Tom Jensen holder også et grotesk foredrag om ”Hverdagens paradokser”, hvis indhold ikke altid giver mening, men det leveres med overbevisning af Tom Jensen.

Trine Gadebergs højt elskede figur ”Pelle” er trukket i garder-uniform og gensynsglæden er stor. Festlig er hun også, når hun går på vinindkøb med de 1000 kroner-sedler, som hun ikke fik indløst i tide, og når hun serverer en alternativ frokost for stakkels Tom Jensen i ”Alt godt fra havet”.

Kasper Le Fevre får vist, hvor dygtig en sanger, han faktisk er bl.a. i kuriositeten ”Kragerne vendes i smør”, og han serverer ”En politisk kop kaffe”, som han selv har brygget, et ganske originalt bud på moderne politisk satire.

Der er således meget at fryde sig over i HJØRRING REVYEN 2026, som også i år fortjener røde lygter.

(Michael Søby)