Revydirektør Henrik “Baloo” Andersen åbner Hjørring Revyen 2025 med et forrygende nummer, som han selv har skrevet en iørefaldende melodi til. Revydirektøren slår fast, at det bliver en helt enkel revy i år i en raffineret tekst af Jan Svarrer, der modsvares visuelt af Camilla Bjørnvad overdådige scenografi og et veloplagt stjernehold, der gennem hele aftenen er klædt farverigt og fantasifuldt på af Helene Billingsøe Martinsen.
Ny på holdet er Marie Mondrup, der bl.a. har gjort sig positivt bemærket i Kerteminde Revyen og en lang række andre teatersammenhænge. Hun bliver i den grad en gevinst for Hjørring Revyen 2025 bl.a. i Rasmus Søndergaards vittige “Klimaets dørmand”, hvor hun med rustik charme lærer befolkningen at sortere affald. Hvis nogen mestrer den kunst, så må det være Marie Mondrup.
Også i Lærke Sanderhoffs “I en sanseløs rus” mærker vi Marie Mondrups vokale og dramatiske gennemslagskraft, der kulminerer i et formidabelt Gospel-nummer inden pausen overfor en ligeledes velsyngende Trine Gadeberg. De bakkes op af deres mandlige kolleger samt Hjørring Kammerkor, og publikums begejstring er ikke til at tage fejl af.
Preben Kristensen laver en herlig udgave af den berømte TV-sketch “90-års fødselsdag”, men denne gang er det ikke en gammel liderlig dame, der fejres men selveste Elvis Presley (karismatisk gestaltet af Kasper Le Fevre). Han har fået besøg af Dean Martin, Sammy Davies jr., Frank Sinatra og Marilyn Monroe, som den stakkels tjener (Preben Kristensen) må lægge både stemme og krop til.
Preben Kristensen viser også sin kærlighed til den lokale dialekt i “Vendsyssel Besat” med en tankevækkende tekst om at kæmpe for det, man har kært – forfattet af Leif Fabricius.
Et af aftenens sjoveste numre er Vase & Fuglsangs “Afdansning”, hvor to rædsomt kedelige par har en af de middagsaftaler, som de alle afskyer men alligevel deltager i. Musikken er blandt andre af Strauss – fikst arrangeret af Henrik “Baloo” Andersen som en komplet lidenskabsløs lancier.
Henrik “Baloo” Andersen imponerer efter pausen både som komponist, kapelmester og musiker sammen med sit blændende revyorkester i “Blues Por Favor”. Han har også stået for musikken til Trine Gadebergs fine stille vise “Molen”, der viser en klædelig og mere poetisk side af Trine Gadeberg, end man sædvanligvis ser i revysammenhænge. Men hun er nu også uimodståelig som liderlig olding, der er lige ved at blive taget ved næsen, da “Brian fra Banken” ringer og beder om hendes kontooplysninger.
Kasper Le Fevre har skabt et dejligt ambitiøst nummer, hvor han hylder de allerstørste amerikanske præsidenter, hvis ord og handlinger tydeligvis står i grel kontrast til den nuværende præsidents. Rent musikalsk gør han indtryk som fisker i rocksangen “Hjem til Hirtshals”.
Rasmus Søndergaard er ligefrem yndig som det sønderjyske bidrag til det danske forsvar, men kaffe og småkager klarer næppe alle problemer i forbindelse med et udenlandsk angreb. Også hans italienske tøjsælger og hans groteske tolk understreger Rasmus Søndergaards sans for revy.
Ingen Hjørring Revy uden Pelle, der efterhånden er blevet så stor, at han skal ud og stemme dørklokker til Halloween”. I “Slik eller ballade” (skrevet af Trine Gadeberg (alias Pelle) og Kasper Le Fevre i fællesskab) er det især Pelles forældres skænderier om Trump, der præger hans stadig mere bekymrende sprogbrug. Lad os håbe, at han snart lære at sige fra overfor deres aggressive og nedladende ordudvekslinger.
Hjørring Revyen 2025, der i år er iscenesat af Trine Gadeberg og Jens Frausing, har i den grad fundet melodien, og den flotte finale understreger, at revyen atter er tilbage på det høje niveau, vi kender og elsker den for.
(Michael Søby)

