HIT MAN

★★★★☆☆

Richard Linklater og Glen Powell har sammen skrevet manuskriptet til kriminalkomedien HIT MAN med Glen Powell i hovedrollen og Richard Linklater som instruktør.

Linklater var især kendt for de dialogtunge Before-film inden mesterværket “Boyhood”. Han og Glen Powell har tydeligvis hygget sig med at skrive HIT MAN, som ganske vist fremstår som en kriminalkomedie over gennemsnittet, men som trods alt ikke er i nærheden af BOYHOOD-niveauet.

TV-stjernen Glen Powell, der efter et mindre gennembrud som John Glenn i “Hidden Figures” blev stjerne via sin markante birolle i “Top Gun: Maverick”, øser dog af sin ikke ubetydelige charme, og HIT MAN giver ham også både komiske og dramatiske muligheder, der gør rollen som lejemorderen, der i virkeligheden bare er stikker for politiet, til hans hidtil bedste. Adria Arjona viser sig også at være mere end blikfang i rollen som den faretruende kvinde, han forelsker sig i.

HIT MAN byder på fine optagelser fra nutidens New Orleans, men det er filmens sorte humor, man især vil huske.