Maria Schneider var et ganske ukendt navn i starten af 1970’erne, da Bernardo Bertolucci valgte hende til den kvindelige hovedrolle i ”Sidste tango i Paris” overfor datidens største mandlige stjerne Marlon Brando, der netop havde spillet sit livs rolle i ”The Godfather”.
Men for Maria blev den en oplevelse, der kom til at mærke hende for livet. Hun havde på forhånd erklæret sig indforstået med nøgenhed og erotiske scener, men da en af scenerne næsten havde karakter af en voldtægt, blev det alligevel for meget for hende.
Maria Schneider var faktisk datter af en af Frankrigs mest elskede filmstjerner Daniel Gélin (kendt fra en række elegante komedier fra de tidlige 50’ere og Alfred Hitchcock-filmen ”Manden, der vidste for meget”, hvor han blandt andet spillede overfor den danske skuespiller Mogens Wieth. Men på grund af en ulykkelig skilsmisse, der efterlod Marias mor bitter for livstid, havde Maria ikke kontakt med sin far, og det hun endelig som voksen insisterede på det, følte hun sig som en fremmed fugl hos hans nye familie.
Hele livet stræbte Maria Schneider efter at få hans anerkendelse, og ”Sidste tango i Paris” var hendes livs chance for at opnå dette. Det vidste Maria, og tanken om at bakke ud af projektet var derfor utænkelig.
Maria Schneider fik aldrig den karriere, som berømmelsen i forbindelse med ”Sidste tango i Paris” lagde op til, men hun medvirkende heldigvis i én god film nogle år senere, ironisk nok skabt af en anden af de store italienske instruktører, Michelangelo Antonioni og med en amerikansk superstjerne i hovedrollen. ”Profession: Reporter” med Jack Nicholson blev dog ingen publikumssucces, og Maria Schneiders karriere ebbede ud sideløbende med, at hendes psykiske lidelser tog overhånd i hendes tilværelse.
Anamaria Vartolomei, der vakte international opmærksomhed via sin roste hovedrolleindsats i ”Hændelsen” baseret på Nobel-prisvinderen Annie Ernauxs roman om illegal abort, forsvarer Maria Schneider bravt. Det fine ved filmen er dog, at instruktøren Jessica Palud ikke fuldstændig frikender Maria Schneider, men erkender at også hun tog nogle forkerte beslutninger i karrieren og i privatlivet.
Jessica Palud har også besat flere af filmens øvrige kvinderoller med skuespillere, der fik en lovende start på karrieren, men hvor deres karrierer heller aldrig foldede sig ud, som de og vi havde forventet.
Således spilles den vigtige rolle som Marias mor af Marie Gillain, der i 1996 vandt Romy Schneider-prisen for sin hovedrollepræstation i Bertrand Taverniers ”Lokkeduen” (”L’appat”) og som først nu atter beviser sit værd for et komplekst portræt af den forpinte mor.
Både Stanislas Merhar og Judith Henry vandt i 90’erne César-priser som årets håb for henholdsvis Anne Fontaines ”Kemisk rens” og Christian Vincents ”Diskretion en æressag”, og nu har de hver en scene, hvor de får lov til at vise, at de stadig er i branchen – som Marias agent og Daniel Gélins nye kone.
Yvan Attal får ikke nok ud af rollen som Daniel Gélin og Giuseppe Maggio er først og fremmest forførende som Bernardo Bertolucci. Men Matt Dillon leverer filmens mest overbevisende præstation – et portræt af legenden Marlon Brando.
HISTORIEN OM MARIA er selvfølgelig også en fortælling om forandrede kønsroller. Filmmiljøet har heldigvis også ændret sig radikalt, og en del af den frihed i filmarbejdet, som man havde i de frigjorte 70’ere er afgjort gået tabt – på godt og ondt. Maria Schneider var afgjort en af taberne, men hun vandt også denne berømmelse, som hun ellers aldrig ville have fået.
