Meridiano Teatret gæstespiller på Zebu, Amagers førende scene for børn og unge, med forestillingen HIKIKOMORI.
Et ambitiøst projekt, der søger at drage paralleller mellem den isolation som Anne Frank og Natacha Kampusch oplevede og den isolation som teenageren Ariel har valgt – som mand i en pigekrop. Det forekommer dog temmelig søgt, eftersom ingen forhindrer Ariel i at gå ud. Med et unisex-navn som Ariel er verden tilmed stadig åben for den usikre 17-årige.
Giacomo Ravicchios tekst savner desværre fremdrift, og det bliver ikke bedre af, at Ariel fremstår kronisk vrissen gennem det meste af forestillingen. Som iscenesætter formår Giacomo Ravicchio dog at skabe en vis empati omkring de tre kvinder, og hans scenografi har også et par raffinerede overraskelser undervejs.
Jérôme Baurs følsomme musik tilfører forestillingen en vis poesi, og de tre unge kvinder har også momentvis øjeblikke af stilfærdig sårbarhed.
Mette Alvang kæmper dog med en sødladenhed, der virker forstyrrende, i rollen som Anne Frank, og Vika Dahlberg mangler endnu de dybere dramatisk udtryk som Natacha Kampusch. Så det er faktisk den urimeligt aggressive Ariel i Annevig Schelde Ebbes skikkelse, der gør størst indtryk. Hendes isolation virker heller ikke attraktiv, og det er godt, at hun ikke ender som en japansk HIKIKOMORI: En person, der nægter at forlade sit værelse i mere end et halvt år.
Hvis det unge publikum – fra 13 år og opefter – på et tidspunkt får mod på at læse ”Anne Franks dagbog” eller ”3096 dage”, så har forestillingen ikke blot haft en social funktion, men også en litterær effekt.
(Michael Søby)
