Manuskriptforfatter og iscenesætter Liv Helm er gået sammen med manuskriptforfatteren Olga Ravn, scenografen og kostume- og videodesigneren Freya Sif Hestnes samt sangeren komponisten og tekstforfatteren Jeanett Albeck om at skabe en forestilling om trolddomsprocesserne mod danske kvinder i perioden 1596-1621.
Resultatet kan man se på Skuespilhusets Store Scene, hvor Jeanett Albeck bl.a. agerer syngende faun uden større fornemmelse for den periode, som handlingen udspiller sig i. Det præger desværre også store dele af musikken, der har tendens til enten at distrahere eller irritere.
Vi introduceres til en række kvindeskikkelser, der ender med at blive anklaget for trolddomskunst, og især adelsfrøkenen Christenze fanger vores opmærksomhed. Hun spilles med dramatiske format af Kirsten Olesen, som kort efter sit flotte 50-års skuespillerjubilæum blev fyret på ualmindelig kluntet vis.
De øvrige kvindekarakterer forekommer knap så interessante, men Maren (diskret spillet af Christine Albeck Børge) er kvinden, der indleder et forhold til Christenze, og deres møde bliver et kort højdepunkt i den cirka to en halv time lange forestilling.
Liv Helm bruger ikke meget tid på at skildre kvindernes fællesskab, men fokusere snarere på anklagerne. Hun er desværre så forhippet på at gøre grin med Kong Christian d. 4. i det royale skuespilhus, at hun faktisk kommer til at forråde den dramatiske Intensitet. Man nægter at tro, at den konge, vi ser i mange forskellige skikkelser, kan være farlig.
Sidst i første akt skal vi åbenbart have lidt lummer lir, hvor Jeanett Albeck som så ofte før blotter brysterne (bortset fra nogle vulgære brystvortesmykker), og man vender først tilbage til historien om Christenze og co. efter pausen.
Kirsten Olesen varetager også rollen som syngende anklager, og selvom Marie Bach Hansen har den smukkeste stemme blandt alle skuespillerne, så er det kun, når Kirsten Olesen synger, at vi for alvor lytter til ordene.
Det kan godt være, at Det Kongelige Teaters ledelse mener, at de kan undvære Kirsten Olesen på Det Kongelige Teater, men det kan Det Kongelige Teaters publikum altså ikke.
Det er faktisk hende, der redder, hvad reddes kan i denne beske heksemikstur, som i den grad får os til at længes efter Arthur Millers litterære mesterværk “Heksejagt”. Kun det smukke men også noget letkøbte slutbillede tilsat Veronika Voetmanns stemningsmættede cellomusik minder os om historiens autenticitet, men da er det næsten for sent.
(Michael Søby)
