Det er efterhånden fjerde gang, at Magnus Iuel Bergs langtidsholdbare skuespil bliver spillet i København, og derfor giver den nye titel vældig god mening. Stykket kan med få justeringer spilles af to skuespillere af forskellige og samme køn, og Sol Ravns nye scenografi og lysdesign giver ligeledes forestillingen et frisk pust.
En brugt kvadratisk sandkasse-ramme med en dobbeltmadras og sengetøj i centrum danner udgangspunktet for mere eller mindre neurotiske ordudvekslinger mellem to elskende.
Sophie Gunilla Larsen og Luis Wilhelm Karlsen har spillet rollerne før, men næppe bedre, og man mærker deres indbyrdes fortrolighed. Instruktøren Dan Zahle er også selv skuespiller, og det har givet styrket de medvirkendes sikkerhed. De misser tilsyneladende ikke en replik og timingen fungerer upåklagelig.
Hvad man savner en smule er relevans. Hvorfor skal vi spille denne forestilling lige netop nu? Man kan argumentere for, at teksten er eviggyldig, men har kønsrollerne ikke ændret sig lidt efter Me Too?
Man spørger i al fald sig selv om, hvor mange kvinder, der ville finde sig i så dominerende en mand og om hun ikke i højere grad ville stille ham stolen for døren i dag?
Rent fysisk forekommer forestillingen også ret bornert, og der er ikke meget ”Normal People” eller ”Heated Rivalry” over de erotiske scener.
Men de to skuespillere formår i al fald at fastholde intensiteten i samtlige 70 minutter, og svælger ikke unødvendigt i stofmisbrug. Heroin bliver i denne udgave snarere til et udtryk for den gensidige afhængighed disse to karakterer oplever – på trods af deres forskellige neuroser.
(Michael Søby)
