Parkteatret i Frederikssund har skabt en række glimrende prisbelønnede forestillinger som f.eks. ”Udenfor lands lov og ret”, ”Tolken” og ”Driving Miles”. Men det er efterhånden længe siden, at deres produktioner har været på det niveau, og deres seneste udspil HENRIK P. er desværre en skuffelse.
Ideen med at skabe en forestillingen, der omhandler den danske Nobel-prisvinder Henrik Pontoppidan synes ellers god, da både Bille Augusts film og den efterfølgende tv-serie viste, at der stadig er stor interesse for Pontoppidans virke.
Dramatikeren Lise Jørgensen har valgt at tage udgangspunkt i et mislykket foredrag om Pontoppidans kvindeskikkelser på et bibliotek, men rent dramatisk virker stykket underligt ufrugtbart. De indledende betragtninger om Pontoppidan forekommer mere faktuelle end fantasifulde, og selvom foredraget bliver afbrudt af en mand, som den kvindelige foredragsholder godt kender, så giver det os ikke nye perspektiver på Pontoppidans forfatterskab eller på tolkningen af hans værker.
Det virker kunstigt og sært utroværdigt, at kvinden og manden blot foresætter deres private samtaler på scenen, og at ingen arrangører griber ind, og man venter spændt på en større og dybere mening med stykket, men forgæves. HENRIK P. er i virkeligheden bare en banal kærlighedshistorie, og forsøg på at trække paralleller til Pontoppidans tid virker mere belærende end perspektiverende.
Kristine Nørgaard kæmper bravt men forgæves med rollen som foredragsholderen, der heldigvis har forlagt en del af sit foredrag, så forestillingens længde kan holdes nede på 75 minutter. Jesper Riefenstahls afdæmpede sødme er en formildende omstændighed ved forestillingen, som trods den korte spilletid formår at kede i lange passager i Solveig Weinkouffs stillestående iscenesættelse.
Efter forestillingen har man det vitterligt som om, at man har været et mislykket foredrag, så på det plan må HENRIK P sige at være vellykket, men det er desværre også det pæneste, som man kan sige om denne sovepille af en teaterforestilling.
(Michael Søby)
