HENNE OM HJØRNET

★★★★★☆

Det er efterhånden et kvart århundrede siden, at skuespilleren Katja Holm fortalte den daværende chef på Teatret Svalegangen i Århus, at hun ville lave en Osvald Helmuth kabaret. Det gjorde hun, og den blev heldigvis en af hendes største personlige triumfer.

Nu har Katja Holm fået mulighed for at spille forestillingen i det atmosfærerige gamle teater Riddersalen, hvor den geniale dukkeudgave af Dronning Margrethe heldigvis altid er på besøg.

Man bør ikke forveksle HENNE OM HJØRNET med forestillingen ”Osvald”, der bl.a. spillede på Svalegangen i 2010 med Victor Marcussen i titelrollen og som var en forestilling om Osvald Helmuth.

HENNE OM HJØRNET handler om en kvinde, der arbejder som servitrice på et værtshus og om alle de mennesker, hun har mødt der gennem tiden. Gennem en række af Osvald Helmuths kendte og mindre kendte viser får disse mennesker scenisk liv. Katja Holm synger om og spiller dem alle – bortset fra pianisten som Mads Strandgaard optræder som. At han i den grad også er i stand til at spille de skønne melodier på klaver skal der ikke herske tvivl om. Det var ligeledes Mads Strandgaard, der varetog opgaven for 25 år siden.

Men med alderen følger der heldigvis også dramatisk tyngde, hvis man arbejder med sit talent, og der har både Katja Holm og Mads Strandgaard tydeligvis gjort.

Katja Holm har dog aldrig hørt til de skuespillere, der blev mest forkælet med gode roller, men hun har tjent branchen godt – også som formand for Dansk Skuespillerforbund.

Med sin præstation i HENNE OM HJØRNET på Riddersalen minder Katja Holm os om et talent, der ikke bør overses længere, fordi det simpelthen fortjener også at blive brugt i flere andre sammenhænge. Hendes sans for tempo og timing og hendes empati for samfundets stille eksistenser indbyder til nye muligheder.

(Michael Søby)