Teatertruppen Shakes kan efterhånden fejrer 10-års jubilæum og gør det med bravur i Ørstedsparken. To af de faste performere (Karin Bang Heinemeier og Mads Riisom) har i år valgt at hellige sig opgaven som iscenesættere, og resultatet kan de i den grad godt være bekendt.
Dramatikeren Thomas Markmann har med udgangspunkt i et af William Shakespeares mest forunderlige skuespil skabt en både vittig og velafbalanceret tekst, der forener det frydefulde ved William Shakespeares romantik med det glade vanvid, der er Shakes’ særlige kendetegn.
Samtlige skuespillere får noget at arbejde med, og deres fest bliver vores. Tina Gylling Mortensen er et under af ungdommelig sødme og charme, og man knuselsker hendes uskyldige men kun næsten fromme 17-årige Viola.
Tue Lundings dårende dejlige Olivia er også et overdådigt væsen, og som hendes modsætning ses hendes tjener og bejler Malvolio – spillet med opblæst charme af Kasper Leisner.
Anne Sofie Wanstrups sans for grotesk lune præger samtlige hendes karakterer, og Mathilde Eusebius kaster sig også bramfrit ud i løjerne, og forekommer særlig elskelig som Violas tvillingebror, der har en delfin på slæb og synes ret nysgerrig med hensyn til andre menneskers sexliv.
Imod alle odds ender alt godt, og mon ikke også der bliver krammet lidt ekstra blandt publikum i eller udenfor Ørstedsparken denne lune sommeraften?
“If music be the food of love, play on“.
(Michael Søby)

