Væggene er på sigende vis tynde og transparente i The Thirdheaded Collectives engelsksprogede opsætning af Henrik Ibsens ”Hedda Gabler” på Aveny-Ts scene.
Denne Hedda Gabler keder sig i en verden af plastik og skumfiduser, og bliver derfor destruktiv. Et forkælet og ødelagt pigebarn, der ikke aner, hvad hun skal stille op i en tilværelse, hvor mandens karrieremæssige succes er altafgørende.
Michael Wightons iscenesættelse afspejler en vis forståelse for de psykologiske aspekter i Ibsens originale drama, men har også nogle moderne bud undervejs, der peger fremad. Det er dog næppe nogen god ide at proppe Heddas mand med skumfiduser i en grad, at vi ikke kan høre alle hans replikker.
Der spilles nydeligt ensemblespil undervejs, men det er også i denne opsætning kvinderne, der vækker flest følelser. Vi aner, hvorfor HEDDA-figuren i dag fremstår mere relevant end selv Nora i ”Et dukkehjem” – og hvorfor store skuespillerinder som Ingrid Bergman, Maggie Smith og Glenda Jackson har været tiltrukket af at spille hende. HEDDA er måske den første moderne kvinde i verdensdramatikken, og en ny filmatisering med Tessa Thomson i titelrollen bekræfter da også elementer af tidløshed i HEDDAs ulmende oprørstrang.
Hvad denne opsætning mangler er format. De eksistentielle kriser, vi er vidne til, bliver aldrig for alvor nærgående, og der er en pænhed over hele produktionen, der underminerer den vildskab, vi er nødsaget til at se i HEDDA. Når utilregnelige HEDDA står med pistolen, skal vi frygte for konsekvenserne, for HEDDA er en revolutionær desperado. Bare ikke her.
Forestillingens tekniske afvikler synes tilmed at kede sig mere, end HEDDA gør i sit hjem. I løbet af de knap halvanden time han var på arbejde, fandt han tid til at skrive utallige tekstbeskeder på sin mobiltelefon, når han ikke tjekkede tiden på sin personlige computerskærm, knækkede fingre, sukkede og gabte højlydt eller slugte sit eget snot.
Da The Thirdheaded Collective har krav på at blive taget alvorligt som professionelt teaterkompagni, så er det Aveny-Ts ansvar, at teatrets tekniske afvikler ikke blot forstår, men også lever op til et professionelt teaters ambitioner. Selv en ufarlig HEDDA fortjener at kunne opleves i ro.
(Michael Søby)
