Er man vild med den japanske animator Hayao Miyazakis værker – og hvem er ikke det?, bør man afholde sig fra at gå glip af dokumentarfilmen HAYAO MIYAZAKI AND THE HERON.
Her følger vi tilblivelsen af Hayao Miyazakis foreløbig sidste film om “Drengen og hejren”. Vi mærker, hvordan den enorme arbejdsbyrde tærer på hans kræfter (han er allerede sidst i 70’erne, da filmen påbegyndes), og hans humør påvirkes da også af de mange dødsfald blandt hans nærmeste og ældste medarbejdere.
Men de mange glade børn, der kommer forbi for at ønske ham tillykke med diverse fødselsdage (og får en vingummi til tak), bliver en kilde til energi. Så selvom han for længst har rundet de 80, lykkedes det ham imod alle odds at få færdiggjort filmen.
Så er spørgsmålet bare, om publikum gider se filmen, og om han (foruden den allerførste Oscar for bedste animationsfilm af spillefilmslængde (“Chihiro og heksene”) og en æres-Oscar for hans i sandhed enestående livsindsats som animator) også kan gøre sig forhåbninger om endnu en Oscar for sin formodentlig allersidste film?
HAYAO MIYAZAKI AND THE HERON giver os små glimt fra instruktørens tidligere film, når de på forunderlige vis dukker op som en organisk del af hans hverdag. Man mærker også den respekt og den kærlighed, han er omgivet af, og tvivler aldrig på Miyazakis generelle venlighed, selvom kunsten naturligvis må gå forud for alt andet. Man fornemmer ligeledes, at han takket være gamle kloge medarbejdere får løst de konflikter, som er uundgåelige i kunstnerisk arbejde, således at man let kan genoptage arbejdet med fornyet dedikation.
HAYAO MIYAZAKI AND THE HERON er en værdig hyldest til den store mester, og skulle den ende med at blive hans film, så er det i al fald også i orden.
