HamletScenens direktør og kunstneriske leder Lars Romann Engel har også påtaget sig opgaverne som dramatiker og instruktør på teatrets seneste udspil HAMLETS STJERNE.
I Thaliasalen, teatrets intimscene, der nådigt er placeret indendøre i den fine gamle kaserne på Kronborg, har Catia Hauberg Engel skabt et interessant rum med forskellige tableauer, der giver skuespilleren Ken Vedsegaard lejlighed til at komme rundt i salen – godt hjulpet af Michael Breiners stemningsmættede lysdesign.
Ambitionsniveauet fejler ikke noget, men Lars Romann Engels tekst bliver bare aldrig til levende dramatik.
Udgangspunktet er da også et stykke forskningsarbejde, der relaterer Tycho Brahes mærkelig død til et kongemord. Men hvad er teorier og hvad er rygter? Havde Tycho Brahe en affære med Frederik d. IIs hustru og stod han og hustruen bag Frederik d. IIs død? Eller var det snarere Christian IV, der stod bag mordet på Tycho Brahe? Eller var det Tycho Brahes assistent? Eksisterede der en familiær relation mellem Tycho Brahe og William Shakespeare, og handler Hamlet i virkeligheden om mordet på Tycho Brahe? Henviser To Be or Not To Be-monologen-faktisk til Tycho Brahes initialer, og er det tilfældigt, at Rosencrantz og Guildenstern også er navnene på Tycho Brahes tipoldeforældre?
Vi opnår ikke klarhed undervejs, snarere tværtimod, fordi historier som disse blandes sammen med en nutidsfortælling om skuespilleren Tom Bang, der bliver stadig mere frustreret i sit arbejde, da han ikke kan få telefonisk kontakt med sin viv, men hele tiden blive spist af med den samme besked fra hendes automatiske telefonsvarer.
Ken Vedsegaard, som stadig huskes for TV-serien “Krøniken”, er også biografaktuel i den seneste Jussi Adler-filmatisering “Den Grænseløse”, hvori han yder en fin birolleindsats. Vedsegaard synes kun at være blevet bedre med tiden, og ikke mindst han stemme har fået mere mørke og dybde, og det klæder hans talent. I HAMLETS STJERNE gør han, hvad han kan og det er en del, men at gøre teksten tilgængelig for publikum er for stor en opgave – også for ham og formodentlig for enhver skuespiller.
William Shakespeares tekster er heller ikke altid let tilgængelige, men får oftest liv på scenen, men HAMLETS STJERNE er altså en helt anden type tekst. Man ærgrer sig derfor over, at hverken direktøren, teatrets kunstneriske leder eller instruktøren har været i bedre dialog med dramatikeren, så stykket i sin nuværende form aldrig havde fået premiere. Måske skulle Lars Romann Engel have bedt en dramatiker/instruktør om at skrive stykket eller iscenesætte en forestilling, der omhandlede disse tematikker, men med evne til at formidle dem i en mere umiddelbar og imødekommende stil – gerne med lidt humor?
HAMLETS STJERNE synes i sin nuværende form aldeles blottet for humor, men takket være Ken Vedsegaard bliver vi alligevel siddende i de 80 lange minutter, som forestillingen varer.
(Michael Søby)
