MCH Herning har siden 1992 præsenteret store opsætninger af prægtige musicals og i år hedder den årlige egenproduktion HAIR. Et værk, der chokerede det danske publikum med sin nøgenhed ved premieren i Cirkusbygningen anno 1971, hvor hovedrollerne som Claude og Berger blev spillet af Jørgen Olsen og Eddie Skoller.
I MCH Herning Kongrescenter har man desværre skruet ned for den vilde frigjorte nøgenhed, men til gengæld er der skuet godt op for queer-relationerne. Det sidste giver rigtig god mening i en tid, hvor den frie verdens selvudråbte leder Donald Trump er i gang med en systematisk kriminalisering af diverse varianter af homoseksualitet uden nævneværdig politisk modstand fra Europa. Også fredsbudskabet i HAIR bidrager til at give musicalen fornyet relevans.
Jens Frausings installationsscenografi giver de medvirkende god mulighed for at bevæge sig omkring, op og ned på scenen. Øverst oppe i en halvcirkel danner billeder og ord med politisk, samfunds- og miljømæssig relevans en kontrast til de hippier, der i kærlighedens navn forsøger at fortrænge virkeligheden.
Jens Frausings iscenesættelse lægger vægt på fællesskab fremfor individualitet, og det er da også især de store ensemblenumre, der får kraft godt hjulpet af et velspillende orkester og et velsyngende kor. Kapelmester og korleder Rasmus Steenberg fortjener i den forbindelse en særlig ros for sin indsats.
Thor Vestergaard har næppe nogensinde været bedre end som Claude, og hans kropssprog synes at åbne sig op i takt med, at Claude bliver påvirket af sit møde med hippierne i New York. Højdepunktet indtræffer i 1. akt, hvor han står i spidsen for en vital udgave af “Jeg har liv”, glimrende koreograferet af Jacob Philip Andersen.
Teit Samsø holder sig heller ikke tilbage som Berger, og hans spillelyst fornægter sig heller ikke her. Alligevel er det hans fine og afdæmpede udgave af “Let at være stejl” mod slutningen af 2. akt, der for alvor peger fremad i karrieren for Teit Samsø. Vi mærker karakterskuespilleren i entertainerens krop.
Saba (Lykke Oehlenschlæger), der allerede medvirkede i HAIR på Østre Gasværk for nogle år siden, har ikke nogen afgørende rolle i handlingen, men synger endnu bedre, end da hun vandt det danske Melodi Grand Prix.
På premiereaftenen havde man uheldigvis en del forskellige lydproblemer, der indikerede, at et par ekstra lydprøver ville have gjort underværker, men mon ikke problemer er blevet løst i løbet af de kommende dage? Galt MacDermots medrivende musik og de på en gang tidstypiske og almene sangtekster i Gerome Ragni og James Rados manuskript fortjener også i en dansksproget version at blive nydt uden forstyrrelser.
(Michael Søby)
