Efter succesfulde opsætninger af “Baronessen fra Benzintanken” i Varde og den prisbelønnede Rottefælde-revy i Svendborg scorer iscenesætteren Carsten Friis nu hattrick med sin opsætning af HAIR, årets festspil i Frøbjerg.
Frihedsgudindens hærgede hoved hænger over scenen, og minder os både om den frihed og oprørstrang, der var engang. Ungdomsoprøret ændrede verden, og det fine ved Carsten Friis’ iscenesættelse er, at han lader det være op til publikum, hvor meget de vil spejle sig i fortiden. Men lighederne i forhold til nutidens krigslede samt vor tids revideringer af kønsopfattelser og seksualitet er til at få øje på. Det gør opsætning i HAIR særdeles relevant – ikke mindst for unge.
HAIR hed faktisk “Hair – The American Tribal Love Rock Musical” ved urpremieren på The Public Theatre i 1967, og fik Broadway-premiere året efter. Historien omhandler den unge Claude, der kommer til New York, hvor han optages i en gruppe af frigjorte hippier.
Nicolai Hedes Claude er heldigvis ikke den vante heltetype, for man behøver ikke ligne en Marvel-stjerne, bare fordi man har hovedrollen i en musical. Det findes nemlig helte i alle størrelser.
Rent musikalsk fryder man sig både over Jonas Cheblaoui som Berger og Emma Augustesen som Sheila såvel som Sofie Brylles Jeanie og Anna Gjerløffs Chrissy. Lasse Krintel sprudler af spillelyst som Woof, Bjørn Valentin tegner med lune et portræt af Hud/Lafayette, og Josva Jacobsen har både glimt i øjet og talent i kroppen som Woodrow.
Anders Vesterholms scenografi rummer både ild og vand, og udnytter fikst mulighederne i den farveglade scenografi. På samme måde bidrager Steffen Kaas’ lyssætning til, at alle facetter i Vibeke Valeurs fantasifulde kostumer kommer til deres ret. Fremhæves bør også Tenna Hestehauges imponerende indsats indenfor hår og make-up, der bl.a. kommer Emil Hauvgaard Jepsen til gode i hans præstation som psykolog.
Det er 40 år siden, at der for første gang var friluftsspil på Frøbjerg Bavnehøj, men opsætningen af HAIR har både tempo og energi, der lover godt for fremtiden.
Der er næppe nogle af årets øvrige friluftsspil, der kan matche Patrick Svingholm Terndrups opfindsomme koreografi og det høje danseniveau, som vi finder i Frøbjerg. Også kapelmester Julie Strange og hendes 8-mands orkester fortjener ros for deres fælles indsats.
Galt MacDermots musik forekommer på besynderlig vis både tidstypisk og tidløs i lighed med Gerome Ragni og James Rados manuskript og sangtekster. Men er det i virkeligheden ikke det, der definerer en klassiker?
Man bør derfor ikke tøve med at gøre Frøbjerg Festspil til sit næste udflugtsmål, og gør også klogt i forud for HAIR at gæste Spisehuset, hvor Casper Andersen fra Hotel Aarup Kro og hans sympatiske hjælpere sørger for velsmagende mad.
(Michael Søby)
