HÅNDBOG FOR SUPERHELTE

★★★★☆☆

Teatersalen i Odeon lægger atter scene til en børneforestilling af Odense Teater. Denne gang er der tale om Elias Våhlunds dramatisering af Elias og Agnes Våhlunds tegneserie-romaner, der også har dannet grundlag for den norsk/svenske animationsfilm HÅNDBOG FOR SUPERHELTE, som havde dansk biografpremiere tidligere på året.

Peter Schultz’ kostumer og scenografi rummer da også en vis farveglæde, der leder tankerne hen på tegnefilmsuniverset og som understreges i Malthe Haugaards effektfulde lysdesign.

Forestillingen anbefales børn fra 6 år, men hovedkarakteren Lisa er 10, og spilles af en fuldvoksen, den søde og seje Luise Kirsten Skov. Lisa bliver ikke bare mobbet i skolen, men får også bank, men en dag bliver det for meget. Så finder hun heldigvis en bog på biblioteket, der kan hjælpe hende. HÅNDBOG FOR SUPERHELTE giver hende mulighed for at rejse i tiden, flyve og tale med dyr samt banke, dem der er større end hende selv.

Det er på flere måder en flot forestilling, der får flere sympatiske budskaber hjem. Men det ændrer ikke ved, at der er meget fokus på volden i forhold til målgruppen (fra 6 år og op). Det ene slagsmål tager det andet, og der grines primært, når modne skuespillere som Klaus T. Søndergaard og Malene Melsen (i en skøn dobbelt-rolle) står på scenen.

Bevares, Louise Davidsen, Christopher Foeyoh Nallo og især Laurids Skovgaard Andersen gør hvad de kan i diverse skurkeroller, men menneskeliggøres kun i en enkelt scene i Per Smedegaards iscenesættelse, De mindre børn i salen foretrækker tydeligvis de to små hamstrer, der titter frem i ny og næ på Lisas værelse.

HÅNDBOG FOR SUPERHELTE virker ikke helt så sjov som den burde være – med mindre man synes, at det er sjovt af en dansk dronning kaldes skeløjet og at bedstemor ikke vil slukke sin mobiltelefon, når hun er til cirkusforestilling.

(Michael Søby)