Abe Burrows og Jo Swerlings vittige manuskript og Frank Loessers pragtfulde musik er hovedingredienserne i den populære musical GUYS AND DOLLS. Men Heinrich Topp Christensens stilstilforvirrede iscenesættelse på Det Ny Teater svigter sine hovedrolleindehavere trods nogle flotte shownumre.
Isabel Schwartzbach synger storartet i rollen som frelserpigen Sarah, men tror vi på hendes forelskelse i den spillegale Sky (en overraskende spag men ikke ucharmerende Nicolai Jandorf)? Nej, ikke for alvor.
Man forstår derimod godt, at Kim Hammelsvangs sært affekterede Nathan Detroit bliver ved med at udsætte sit bryllup med Miss Adelaide (normalt forestillingens sjoveste rolle), for Karoline Brygmann indsats er anstrengt skaberi uden den klangbund af ægte smerte, som kendetegner de bedste Adelaider: Malene Schwartz, Susanne Breuning, Kirsten Norholt og Pernille Schrøder.
Forestillingens smukkeste nummer bliver derfor, da Sarahs onkel (en umiddelbart rørende Preben Kristensen) giver hende en lille sang med på vejen.
Den danske version af den evige showstopper ”Sit Down, You’re Rockin’ The Boat” fremføres med Nis Pedersen i front, men selvom der muligvis er en steppende Jesus i enhver musical-elskers himmel, så hører han ingen steder hjemme i GUYS AND DOLLS på Det Ny Teater. Danseren er ikke engang krediteret i programmet, selvom han ud fra en teknisk betragtning danser udmærket. Man fryder sig i øvrigt over Simon Nøiers som Benny, Ann Hjort som general Cartwright og i ensemblet: Nils Boyers.
Simon Wells’ farveglade scenografi tager os både med til bønnemøde i Frelsens Hær og til ikke helt alkoholfrie drinks på Cuba, hvor Heather Douglas’ koreografi for alvor kommer til udtryk.
Jesper Fransk Christensen står i spidsen for det velspillende orkester, og når vi går tilfredse hjem fra forestillingen, hænger der også sammen med, hvor uopslidelig denne musical egentlig er.
(Michael Søby)
