Henrik Prip er en af Mungo Parks mest skattede skuespillere, og han har fået den gode ide, at teatret skulle lave en forestilling om Novo Nordisk, en af Danmarks mest berømte og berygtede virksomheder.
Zakiya Ajmis har begået et interessant manuskript, hvor førstedelen har lægeparret August og Marie Krogh i centrum med Marie Krogh som fortæller. Efter pausen er der fokus på det verdensfirma, som blev skabt mod deres vilje, men med August og Marie Kroghs målsætninger som rettesnore for de nye generationer af medarbejdere.
Christian Albrechtsens sanselige scenografi består primært af nogle fascinerende nøgne stammer, der både kan åbnes og skifte farve, og som undervejs bevæges rundt på scenen, så de næsten forekommer levende.
Det fyger med kemiske betegnelser og navne, men en stærk, snu og sej Marie Louise Wille holder sammen på det hele med sit smukke portræt af den sukkersyge Marie, der er skyld i, at hendes Nobelpris-vindende mand endelig modtager den fornødne økonomiske opbakning til sin virksomhed.
I sin iver efter at gøre Marie Krogh til endnu en stærk kvindeskikkelse på en dansk scene får Ernesto Carbones August nok ikke helt den tyngde, som man kunne forvente af en Nobelpris-vindende forsker i Nicolei Fabers ellers overvejende vellykkede iscenesættelse. Henrik Prip lyser op i diverse småroller, ikke mindst som magtfulde mænd med mangelfuld indsigt. Sebastian Henry Aagaard-Williams er den, der har mindst at rive i denne gang, men han har tidligere haft markante hovedroller på Mungo Park, hvor han i højere grad kunne vise sit værd.
En Novo Nordisk-medarbejder, der i øvrigt var glad for forestillingen, mindede mig om, at medarbejderne på Novo Nordisk stadig arbejder ud fra en målsætning om at helbrede. Den pointe kunne godt have fortjent at få plads i stykkets anden del – og til et bestyrelsesmøde på Novo Nordisk. Der er plads til forandringer og forbedringer, inden dansen om guldkalven får en ende.
(Michael Søby)
