Antonio Vivaldi var i årevis – ganske uretfærdigt – mest kendt herhjemme for temaet til tv-serien “Dus med dyrene”. Men “De fire årstider” har for længst bevist deres tidløshed, og nu er der også kommet fokus på Vivaldis operaer.
Han skrev faktisk 50, hvoraf kun 21 findes endnu, og GRISELDA, der havde verdenspremiere i 1735, er faktisk den første barokopera af den store italienske komponist, som opføres på Det Kongelige Teaters smukke Gamle Scene.
Handlingen fremstår i dag præcis ligeså grotesk, som vi kender det fra andre operaværker. I dette tilfælde sker der det, at Kongen gifter sig med GRISELDA, en ung kvinde af trange kår, men folket bifalder ikke valget. Hun ydmyges, hendes datter og søn formodes myrdet, og hun forstødes af kongen, der finder en yngre dronning. Gæt selv hvem!
En nydelig scenografi af Amber Vandenhoeck og nogle spektakulære kostumer af Anja Vang Kragh pynter på værket, der i lighed af andre barokoperaer er præget af gentagelser – både musikalske og tekstmæssige.
Men det er alligevel et privilegie at få lov at opleve den medlevende dirigent Lars Ulrik Mortensen i spidsen for et uhyre velspillende Concerto Copenhagen, der også denne gang gør god brug af originalinstrumenter.
Béatrice Lachaussées iscenesættelse forekommer sindig, men lidt for ærbødig, og både sangligt og spillemæssigt virker holdet en smule ujævnt.
Der er dog noget stolt og sejt over Noa Beinart, der synger det krævende parti som den detroniserede GRISELDA. Gang på gang stjæler den norske sopran Mari Eriksmoen dog opmærksomheden som hendes mere farverige datter Costanza. Det er disse to damer, der trækker læsset, og som gør forestillingen til en vokal fornøjelse.
GRISELDA synges på italiensk med danske og engelske overtekster, og man bør være mindst 12 år, men sandsynligvis mere, hvis man skal have udbytte af oplevelsen.
(Michael Søby)
