Nyhavnsteatret FÅR 302 præsenterer i demensugen (uge 19) en lille fin danseforestilling, der netop berører nogle af de tematikker, der følger i kølvandet på demens. Oplevelsen af når det velkendte bliver fremmed og hvordan man som pårørende føler afmagt og savn.
Dramaturgisk forekommer forestillingen for defus, men hvis man bare giver sig hen til den unge koreograf Mikkel Alexander Tøttrups sarte og sanselige koreografi, så får man alligevel en betagende om end lidt for repetitiv oplevelse. Men netop smerten ved gentagelserne både for den demente og de pårørende giver dog mening, og rummets foranderlighed inklusiv billedernes plads på væggen afspejler også, hvordan omgivelserne tilsyneladende ændrer sig for den demente.
Den ganske raffinerede lydkulisse synes at være en symbiose mellem hjernebølger og lydbølger – diskret understreget musikalsk af komponist, sanger og musiker Anja Tietze Lahrmann.
Mikkel Alexander Tøttrup, hvis koreografi tydeligvis bygger på personlige erfaringer, er ligesom danseren Elena Praastrup Nielsen klædt smukt på af Jens Skov Østergaard i henholdsvis elegante grålige og grågrønne gevanter, der låner patina til deres karakterer.
Hvor Mikkel Alexander Tøttrup først og fremmest fremstår som en teknisk virkelig dygtig danser, der kan kontrollere selv de mindste bevægelser i sin krop, så er Elena Praastrup Nielsen et under af naturlighed med en indre glød, der gennemstrømmer hele hendes krop.
Denne forskellighed låner en kreativ dynamik til forestillingen, som gør GREY ZONE til en anerledes danseforestilling, der ikke behøver at være perfekt for at kunne nydes.
(Michael Søby)
