Da den britiske gruppe Take That besøgte Danmark for at optræde i TV for sidste gang inden gruppens i al fald delvise opløsning, udløste det fanhysteri, der bragte mindelser om de tidlige Beatles-dage. Take Thats bedste sange har da også vist sig ligeså levedygtige som Elton Johns.
Selv i reduceret form har gruppen stadig en trofast fanskare, hvilket også forklare, hvorfor scenemusicalen “The Band”, som filmen GREATEST DAYS er baseret på, er blevet en publikumssucces – i al fald i sit hjemland.
GREATEST DAYS handler om fem veninder, der i deres ungdom idoldyrkede gruppen “The Boys, som 25 år efter prøver at finde sammen i forbindelse med gruppens genforening. Men ikke alt er som dengang, og også pigerne har brug for et reality-tjek, inden de for alvor kan nyde hinandens selskab og musikken.
Tim Firths manuskript er ved gud ikke Nobelpris-materiale, men historien er ret sød og de medvirkende ganske uprætentiøse i deres tilgang til stoffet.
Den opmærksomme biografgænger vil givet genkende flere ansigter – også fra Take That – og instruktøren Coky Giedroyc forstår på ganske charmerende vis at bruge “The Boys”-fyrene som en slags musikalske medkommentatorer i filmen.
Genhøret med Take That-sangene kan sagtens udløse fællessang i biografen – og hvorfor egentlig ikke? Det synes helt i filmens ånd, og den insisterende feel good-stemning er lige, hvad man har brug for sådan en regnfuld sensommerdag.
