Den uopslidelige musical GREASE gør også lykke i MCH Herning Kongrescenters store teatersal. Sangene er for længst blevet evergreens, siden John Travolta og Olivia Newton-John fortolkede dem på film sidst i 1970’erne, men i Herning har man også fundet et stjernepar, der formår at løfte opgaven.
Ellen Fjord og Rasmus Sønderberg Snedker er alt, hvad man kan ønske sig som det umage par Sandy og Danny, og at de også privat danner par, bliver en gave til forestillingen. Når de ser på hinanden er der ægte forelskelse i blikkene, og så kan de begge synge og danse, så det er en fryd både at lytte til og se på.
Jacob Philip Andersens koreografi stiller krav til det store ensemble, men de forstår at levere varen, og det er ikke mindst de store ensemblenumre, der hitter denne aften.
Iscenesætter Jens Frausing har godt styr på de unge, men den ellers så dygtige Jesper Lundgaard forbliver i for høj grad Jesper Lundgaard, og en fremmed fugl i ensemblet. Han kan naturligvis både synge og danse, men ”Beauty School Dropout”, der er et af musicalens hovednumre, bliver slet ikke fremført med den fornødne respekt for genren, som man oplevede, da Sara Gadborg leverede en Reumert-nomineret fortolkning i den seneste GREASE-opsætning i København.
Scenografien fungerer generelt udmærket, selvom man ærgrer sig lidt over, at der ikke er blevet plads til vise lidt fra drive-in-filmen, da det i højere grad kunne have givet scenen lidt af stemningen fra filmversionen.
Men takket være de unge talenter og især det forelskede par i front vil en ny generation kunne nyde GREASE i MCH Herning Kongrescenter.
(Michael Søby)


