Musikteatret Figaros turnerer p.t. med en kulsort operette, der p.t. er på besøg i Hvidovres kulturhus Kometen. Forestillingens morsomme anslag består i, at indehaverne af bedemandsvirksomheden “Den enes død”, ægteparret Tove og Werner, med alvorlig miner går rundt blandt publikum og hilser på, som til en begravelse.
Men ægteparret viser sig snart at have økonomiske problemer, der ser simpelthen for lidt gang i biksen, og først da den nye assistent antyder, at man måske kun hjælpe de døende lidt på vej, beslutter man sig for at gøre noget mere aktivt for at løse problemerne. Især efter pausen kommer der gang i aflivningerne, ikke uden inspiration fra “Sweeney Todd” fornemmer man, men på et noget mere primitivt litterært niveau, bør det understreges.
Vandede vittigheder, åndede ordspil og andre platheder kan bestemt noget i de rigtige sammenhænge, og selv Monty Python holdte sig ikke tilbage. Men hvis manuskriptet ikke er velskrevet nok, så kan det godt blive trættende, og det bliver GRAVALVORLIG desværre ret hurtigt. At “Smoke on the water” på dansk kommer til at hedde “smukkere med vorter” skal være Figaros tilgivet, men at man tilsyneladende har stolet så meget på manuskriptforfatteren, at man ikke har hyret en dramaturg eller medforfatter, forstår man faktisk ikke.
Men de fire medvirkende kæmper bravt med det mere end almindeligt tvivlsomme materiale, og Bo Gunges ørevenlige musik fejler bestemt ikke noget.
Hans Dueholm har ikke blot iscenesat forestillingen sammen med de øvrige medvirkende, men også den mandlige hovedrolle som Werner samt flere andre roller. Det har måske været lidt i overkanten, for han har tydeligvis ikke i tilstrækkelig grad haft tid til at kæle for detaljerne i sit eget spil. Hvad vi får denne gang synes at være et opkog af tidligere karakterer, men uden den kerne af ro, som er nødvendig for troværdigheden. Med stor spillelyst skaber han en hospitalsklovn, der desværre fremstår som komplet irrelevant for handlingen.
Men Hans Dueholm kan stadig synge, og det kan sopranen Signe Asmussen så sandelig også i rollen som hans viv Tove. Tenoren Michael Kristensen har en smuk “arie” efter pausen, som han fortolker smukt, og hans varme stemmeklang bliver et lyspunkt i forestillingen.
Aftenens eneste musiker Allan Dahl Hansen agerer også kapellets pianist Igor Mortis, og det navn er umiddelbart sjovt, når man tænker på Igor Mortis’ arbejdsplads, men når man søger at malke morskaben ved at henvise til navnet et utal af gange, bliver det i første omgang irriterende og siden decideret flovt.
Spilleglæde, god musik og et velsyngende ensemble kan desværre ikke skjule, at GRAVALVORLIG er en dramatisk dødsejler under Figaros’ vanlige niveau.
(Michael Søby)
