Den portugisiske auteur Miguel Gomes vandt noget overraskende instruktørprisen i Cannes for den kuriøse GRAND TOUR, der ikke fremstår som noget helstøbt æstetisk mesterværk, men snarere er en fejring af det individuelle filmiske udtryk – hvor udmattende det end måtte være.
GRAND TOUR ligner således ikke nogen anden film, vi har set i biograferne i år, og tager sit udgangspunkt i Rangoon anno 1917. Embedsmanden Edward afventer sin forlovede Mollys ankomst til den burmesiske hovedstad, men får pludselig kolde fødder og tager i stedet en båd til Singapore. Men Molly giver ikke sådan op og forsøger at finde ham.
Den absurde flugtfortælling fra fortiden er samtidig en del af nutiden, idet vi følger nogle af filmens optagelser undervejs, så vi aldrig helt glemmer, at det, at vi ser er fiktion, selvom netop dette greb ironisk nok også giver filmen et dokumentarisk præg.
Der spilles heller ikke videre troværdigt, men miljøbeskrivelserne – både de fortidige og de nutidige – er filmens force, og selv et sløvt tempo kan ikke fratage filmen et vis eventyrligt præg.
Den over to timer lange film vises med engelske undertekster, men det er stemninger snarere end ord, der forbliver i erindringen.
