René Richardt kan i år fejre 25-års jubilæum, og hvad ville Græsted Revyen være uden ham? Den varme og vovede folkelighed, der er hans særkende fornægter sig heller ikke i år.
Man kan mene, at GRÆSTED REVYEN 2026 er baskende vulgær. Man kan hævde, at diverse nærtagne minoriteter og majoriteter i det danske samfund risikerer at føle sig krænket. Man kan sætte spørgsmålstegn ved flere af teksternes kvaliteter. Men man kan ikke nægte, at GRÆSTED REVYEN 2026 er en vild og vanvittig revy, der netop derfor hører blandt sæsonens sjoveste.
Iscenesætter Bo Skødebjerg vover at udfordre den danske revy, der ikke mindst i de seneste år har kæmpet med at finde et ståsted, for hvad kan man efterhånden tillade sig at gøre grin med i dag? Svaret virker lige så indlysende, som det er befriende: ALT.
I åbningsnummeret jubler Sara Gadborg over, at vi endelig har fået en regering med flest kvindelige ministre, og den særlige mandfolkehumor, der altid har været en del af Græsted Revyens DNA, udløser da også en reaktion: ”Så kan de endelig få gjort ordentlig rent!”. Så er vi i gang!
Men mændene skånes på ingen måde. I det faste indslag om ”Twisterne” er vi f.eks. aldrig i tvivl om, at gruppens mest vakse medlem er en kvinde (forfriskende spillet med uimodståelig nervøs latter af Sara Gadborg). Det er umuligt at afgøre, hvem af mændene i Gunvor Reynbergs herligt gakkede tekst, der er mest foruroligende, sådan som de bliver spillet af Farshad Kholghi og René Richardt – og publikum elsker dem.
Trioen Late Night Orchestra leverer generøst både sprød musik og stikord, og Sara Gadborg bekræfter sin status som dansk revys stærkeste sangerinde med en dansk version af Jennifer Rush’ ”The Power of Love”. I Carl-Erik Sørensens tekst bliver det til en sang om de skyhøje boligpriser, selv hvis man blot søger en bolig med toilet!
Sara Gadborg fortolker smukt en stille tankevækkende vise, som tekstforfatteren Esben Thaysen Nissen har kaldt ”Jeg forstår ikke…”, om den verden, vi viser vores børn, når vi placerer dem foran en tv-skærm.
Farshad Kholghis kropssprog når nye højder denne aften – ikke mindst i det næsten ordløse nummer ”Baby”, hvor en fars alene-tid med sin baby stikker helt af på grund af en ballon og en krage. Også René Richardt brillerer i et nummer med et minimal antal klart udtalte ord, der vistnok handler om demokrati og den nye regering – fortalt i et forrygende vrøvlesprog i et afsindigt tempo.
Der er kærlige hilsener til Johnny Reimar, Bjørn Tidmand og Keld Heick i de mange musikalske indslag. Ikke mindst det afsindige afsluttende potpourri ”Schlagerpotten” afslører en skamløs kærlighed til popmusik af enhver art.
Vibe Pock-Steens enkle farveglade scenografi danner en fin ramme om løjerne, og det søde personale på den hyggelige Græsted Kro sørger for, at der er rigeligt med drikkevarer og mad denne særdeles lune sommeraften. Stemningen er i top, og René Richardt kunne ikke ønske sig en mere fornøjelig premiereaften på sin imponerende 25ende sæson. Herfra skal der også lyde både tillykke og tak.
(Michael Søby)
