Operaens nye danseforestilling er designet til at være en såkaldt “crowd-pleaser”. Jon Morrells overdådige kostumer og et par ødsle dekorationer (et bevægeligt tog og et flyvende Eiffeltårn!) danner en spektakulær ramme om en flot show med et væld af vidunderlige sange, der nok skal kunne kalde nostalgien frem hos de fleste repræsentanter for det såkaldte grå guld.
Men noget mangler? Varme? Eller måske ligefrem sjæl? Gregory Dean synes i al fald ikke at være en koreograf eller for den sags skyld iscenesætter med megen humor, og de dygtige dansere får desværre sjældent plads til at formidle den livsglæde og legesyge, der også er væsentlig del af den amerikanske musicaltradition.
Maria Lucia og Caspar Phillipson har begge flotte stemmer, men de musikalske arrangementer forekommer for ens, og der lægges alt for lidt vægt på de historier, som sangene fortæller. Det er danserne, der er i front denne aften, og så må de to musicalstjerne finde sig i at være en del af baggrundsmusikken.
Det bliver især et problem i forestillingens franske afdeling, hvor man nærmest ikke kan se de to sangere for lutter dansere, og Edith Piaf-sange kræver opmærksomhed og er altså andet og mere end hyggemusik. Maria Lucia og Caspar Phillipson synger tilmed duet på nydeligt fransk, men ingen sang synes mindre velegnet som duet end Piafs “Non, je ne regrette rien”, og da slet ikke, når sangerne står langt fra hinanden med front mod publikum – så vidt man kunne se.
Det går bedre efter pausen, hvor Casper Phillipson står i spidsen for det imponerende finalenummer “I I’ll Build A Stairway To Paradise”, der ligesom titelsangen er hentet fra Vincente Minnellis Oscar-vindende filmmusical “An American In Paris”.
Det blev dog forestillingens anden sangduo, Miriam Irene Mandipira og Mads Mathias, der berørte os mest denne aften, ikke mindst når de fortolkede sange fra musicalen “Pal Joey”. Den uforlignelige “Bewitched bothered and bewildered” fremstod som et højdepunkt – også på dansegulvet, hvor den fik passionerede udtryk i en pardans mellem Sebastian Pico Haynes og Vitor de Menezes – desværre i en alt for defus lyssætning.
Hvor vi i første del primært havde befundet os i 40’ernes MGM-musicals, hvor Judy Garland var den store stjerne, kom vi i anden del helt tilbage til 30’ernes RKO-musicals med Fred Astaire, hvilket gav Ryan Tomash og Tobias Praetorius mulighed for at steppe og svinge med stok. Intet indslag forekom dog mere poetiske denne aften end Andreas Kaas og Ji Min Hong i “La Vie En Rose”.
Live Strings havde ikke fylde nok på Operaens store scene, og dirigenten Peter Jensen fik først til slut for alvor sat fut i Tivolis Big Band. Større individualitet og musikalsk frækhed i de enkelte numre ville givet havde tilført forestillingen mere temperament. En flot aften med professionelle dansere og sangere, og nogle fortræffelige sange fik vi dog – omend med plads til forbedringer, så forestillingen rent faktisk fortjener at blive genopsat.
(Michael Søby)
