Ingrid Bergman oplevede karrierens sidste triumf i Alan Gibsons TV-film “A Woman Called Golda” i rollen som den israelske premierminister Golda Meir. Bergman modtog en Emmy for sin smukke præstation for 40 år siden, og til foråret kan Helen Mirren meget vel vinde en Oscar for Guy Nattivs premiereaktuelle film GOLDA.
Filmen har dog en radikal anderledes tilgangsvinkel til stoffet. Hvor A WOMAN CALLED GOLDA var en utvetydig hyldest til Israels første og eneste kvindelige premierminister, fremstår GOLDA som et mere tvetydigt portræt af den israelske jernlady. Der var også lutter jubel, da Ingrid Bergman trodsede sin kræftsygdom og tappert spillede rollen, mens Helen Mirren har været udsat for en sand shitstorm – også fra egne rækker, fordi hun ikke er jøde, og alligevel har påtaget sig rollen.
Men som så mange shitstorme før denne reduceres balladen til en storm i et glas vand, når man har set filmen. Først og fremmest forbløffes man over i hvor høj grad, at det er lykkedes for sminkeholdet at få den slanke elegante skuespillerinde til at ligne den stoute og tunge politiker. Helen Mirren har også selv en stor del af æren, fordi hun i sit kropssprog virkelig har fået afluret den stærke leders umiskendelig kropssprog, hvilket hun også formåede som den engelske dronning Elizabeth i “The Queen”, der indbragte hende den første Oscar og hidtil eneste Oscar.
Der er passager, hvor Helen Mirren i for høj grad lyder som Helen Mirren og ikke som GOLDA, men som helhed er portrættet uhyre vellykket. Måske fokuserer filmen for meget på de politiske aspekter til, at GOLDA bliver en publikumssucces, og måske forholder filmen sig for kritisk til GOLDA til, at Det Amerikanske Filmakademi vil favne filmen? Shitstormen har næppe gavnet i den forbindelse og de politisk korrekte regler, som man har pålagt Akademiet i de senere år, gør det næppe nemmere. Det ændrer dog ikke ved, at Helen Mirren i øjeblikket bør være favorit til at vinde Oscar’en for bedste kvindelige hovedrolle til næste år.
