GØG OG GOKKE – i tykt og tyndt

★★★★☆☆

På Odsherred Teater har man fået den gode ide at hylde den komiske duo Gøg og Gokke i samarbejde med Don Gnu, der netop specialiserer sig i en form for fysisk slapstick-komik, der i denne sammenhæng tydeligvis vis er inspireret af Gøg og Gokke.

Skuespillerne (Stan) Laurel og (Oliver) Hardy indspillede både stumfilm og såkaldte tonefilm, og iscenesætterne Leiv Arne Kjøllmoen og Don Gnu (Jannik Elkær & Kristoffer Louis Andrup) veksler da også klogt mellem ordløs akrobatik og sparsom dialog, og ligesom i en del af filmene får vi også nogle ganske velvalgte sange og musikindslag – med fikse dansetrin i tilgift.

Kendingsmelodien fra Gøg og Gokkes western-komedie ”Way Out West” og en næsten jævnaldrende komposition af Carl Nielsen viser sammen med et lille musikalsk uddrag fra musicalen ”Chicago” (der udspiller sig på samme tid) forestillingens musikalske spændvidde.

Kun et enkelt nummer fra en elsket Disney-film stritter lidt i forhold til tidsbilledet, men man vil på den anden side ikke have undværet Henrik Ibsen betagende udgave af ”Bella Notte” fra ”Lady og Vagabonden”. Også som dårende vamp i Asta Nielsen-kjole og med Mae Busch-attitude gør han lykke, og så bærer han rundt på nogle gevaldige stiger, der udgør en ikke uvæsentlig del af Andrea Lindenegs scenografi, så man som tilskuer både får øje på hans skuespillertalent og heller ikke ubetydelige muskelmasse.

Kapelmester og arrangør Jakob Lindbirk imponerer også som forestillingens pianist på et lille letvægtsklaver, der i den grad får det meste til at lyde som passende underlægningsmusik til diverse Gøg og Gokke-klassikere. Vi oplever dem bl.a. som malere og fængselsfanger, og mest af alt nyder man dem som flyttemænd, hvad de også optrådte som i deres eneste Oscar-belønnede kortfilm ”The Music Box”, der også får en kærlig hilsen i forestillingen.

Kristoffer Louis Andrup har flere fine detaljer i sit portræt af Gøg, og især hans gråd ved tanken om at skulle i krig eller i fængsel har Kristoffer Louis Andrup formået at ramme. Janik Elkær mangler Gokke sødme i sit protræt, og flere af Gokkes signaturreplikker kunne måske have hjulpet ham. Men rent akrobatiske er de to Don Gnuer i en klasse for sig. Man er dog glad for, at Henrik Ibsen er også med på holdet, da han ikke kan sige en falsk replik.

GØG OG GOKKE – I TYKT OG TYNDT er en lille fornøjelig hyldest til to af underholdningsbranchens giganter, og selvom alle elementer i forestillingen ikke nødvendigvis fungere optimalt, så hygger man sig også denne gang på Odsherred Teater.

(Michael Søby)