GODZILLA X KONG: THE NEW EMPIRE

★★☆☆☆☆


Tidligere på året modtog den japanske monsterfilm “Godzilla Minus One” en Oscar for bedste visuelle effekter. Dermed fik Det Amerikanske Film Akademi endelig hædret en af de ældste franchises i verden indenfor sin genre, og samtidig fik Japan anerkendelse for at have skabt Godzilla, der fik sin tonefilm-debut for 70 år siden.

Man bør dog aldrig forveksle de japanske Godzilla-film med de amerikanske, og GODZILLA X KONG: THE NEW EMPIRE er tilmed en opfølger til den tvivlsomme “Godzilla vs. Kong” fra 2021 og selvom Adam Wingard også lavede etteren, virker to’eren endnu ringere. Godzilla ligner en gammel udbrændt glamrocker, hvor den japanske Oscar-vinder havde mere respekt for originalen, og formåede tilmed at placere Godzilla i en troværdig historisk ramme.

Rebecca Halls karriere må desværre være for nedadgående, når hun medvirker i en film som GODZILLA X KONG: THE NEW EMPIRE, og Brian Tyree Henry, der modtog en Oscar-nominering for Netflix-filmen “Causeway”, fornedrer også sit CV ved at være med på rollelisten.

Værst er så ubetinget Dan Stevens, der engang så ud til at klare springet fra “Downton Abbey” og til filmlærredet – især efter en vittig indsats som “Drømmemanden” i den tyske film af samme slags. “Godzilla x Kong: The New Empire” fremstår hans patetiske forsøg på at more så forlorne, at man næsten kan høre antallet af nye filmtilbud falde til jorden for hvert mislykket forsøg.

Også effektjageriet er ude på det store overdrev, så GODZILLA X KONG: THE NEW EMPIRE står ikke til at redde, og man må atter konstatere, at amerikanerne er bedre til at skabe King Kong-aber end Godzilla-uhyrer.