Det er ikke hver dag, at en bog om kætteri og religiøs okkultisme i 1300-tallets Frankrig lander på denne anmelders bord. Men det er tilfældet med romanen med den lidt højtravende titel GOD WILL KNOW HIS OWN. Romanen er forfattet af Harold Toksværd og skrevet på formfuldendt engelsk, selvom Toksværd er pæredansk. Det i sig selv er en bedrift. At romanen er milevidt fra socialrealistiske romaner om at vokse op i et hjem med en alkoholiker eller være skilsmissebarn, som ellers er typisk for tidens mange bogudgivelser, må siges at være lidt af en befrielse.
GOD WILL KNOW HIS OWN følger den berygtede kætterjæger Jacques Fournier, som senere bliver pave Benedict 12. og dennes jagt på katharerne i 1300-tallets Sydfrankrig. Katharerne afskyede alt materialistisk og stræbte efter at frigøre sig fra det jordiske liv. Enkelte af dem sultede sig ihjel for at opnå frihed. Det er dette mørke middelalderunivers, som Toksværds roman udspiller sig i. Romanen giver mindelser om Umberto Ecos ”Rosens navn” og Dan Browns ”Da Vinci Mysteriet”.
GOD WILL KNOW HIS OWN er ikke en roman med et drevent og fremadskridende plot, men bygger sin fortælling op omkring skarpe dialoger og sindrige refleksioner. Den indledes sågar på et metaplan, hvor læseren gøres opmærksom på fortællings tilblivelse.
Det er åbenlyst, at Toksværd taler flydende engelsk og ikke valbyengelsk, som langt de fleste danskere. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at GOD WILL KNOW HIS OWN var skrevet af en, hvis modersmål er engelsk. Toksværd har nemlig et imponerende ordforråd og en flot sproglig kadence. Men det er ikke blot sproglig konfetti, der kendetegner romanen. Der er også dybde og mystik i GOD WILL KNOW HIS OWN.
Lad det dog være sagt: GOD WILL KNOW HIS OWN er ikke en let bog at læse, og undertegnet måtte søge oplysninger undervejs for at blive bare lidt klogere på de historiske omstændigheder, som er romanens rygrad.
GOD WILL KNOW HIS OWN bliver nok ikke en bestseller, men det har næppe været Toksværds intention med at skrive bogen. Snarere har det været at udfolde en sagnomspunden, sakral og sjælfuld fortælling fra en meget fjern fortid. Det er lykkedes ganske godt.
(Gæsteanmelder: Niels Roe)
