Fergal O’Byrne har i flere år begavet København med en række vedkommende engelsksprogede stykker om aktuelle og relevante emner. I Barry McKennas lydhøre iscenesættelse fremstår GLASS CEILING som et af hans bedste.
Titlen GLASS CEILING henviser til det glasloft, som det er nødvendigt at smadre i enhver mandsdomineret erhvervsstruktur, hvis man virkelig vil have fornyelse og forandringer.
Samantha vil tydeligvis forandringerne og har både talentet, erfaringerne og modet til at gennemføre dem, hvis hun får stillingen som administrerende direktør i et hæderkronet familiefirma. Firmaet har dog skrantet i flere år, og selv den aldrende bestyrelsesformand Mason er klar over, at noget må gøres. Men i hans verdensopfattelse er en kvinde forbundet med en risiko; Graviditet og orlov kan betyde store udgifter for firmaet.
Maja Muhlack leverer en skarp og stålsat indsats som Samantha, og i rollen som Mason er Claus Bue et under af britiske konservatisme. Man klukler, når Bues Mason omklamrer hende med høfligheder og forsøger at mansplaine dette og hint, mens han gradvist komme til at afsløre sine reaktionære holdninger,
Har man få dage forinden set forestillingen “Blind date” på Aveny-T, ser man lighederne mellem de to verdener. I begge tilfælde bør man være en smule på vagt, hvad enten man skal på date eller til jobsamtale, og samtidig så er det nødvendigt at finde charmen frem, hvis man skal opnå noget hos det modsatte køn.
GLASS CEILING er produceret af Casa Dee Productions og spiller i kælderen hos The Deer and Rabbits på Østerbro.
(Michael Søby)