Den canadiske forfatter og sprogforsker Anne Carson har længe kandideret til Nobelprisen i litteratur. Den gik dog i år til den sydkoreanske forfatter Hang Kang, som vi har anmeldt tidligere. Anne Carson har allerede fået oversat flere af hendes værker til dansk heriblandt hovedværket ”Røds selvbiografi”.
Et af Carsons vigtigste værker er GLASESSAYET. Det udkom i 1995 og er omsider oversat til dansk af Mathilde Moestrup. GLASESSAYET kan bedst betegnes som et langdigt. Det er stadig opdelt i 9 kapitler, men sammen udgør teksterne en samlet helhed. Umiddelbart er der ikke meget essay over værket, men hvis man alligevel ihukommer betydningen af ordet essay – nemlig forsøge, så kan man oplagt betegne bogen som et forsøg på at bearbejde en sorg og forstå sprogets væsen.
I langt de fleste passager er teksten dagbogsagtig og registrerende. Den episke form giver indlysende fremstillingen et meget berettende præg, mens de sporadiske naturbeskrivelser tilføjer teksterne en mere lyrisk tone, som aldrig bliver højstemt, men nærmere almen levende via sammenligninger som: ”Aprillyset er klar som en alarm”.
Det er et brud med en kæreste ved navn Law, der ansporer digterjeget til at besøge hendes mor nordpå. Moren bor på en hede. Et centralt ledemotiv er derfor bruddet med Law, som martrer digterjeget. Smerten ved kærlighedstabet beskrives således; ”Himlen blev flået ud af mit liv”.
Ellers er naturen et genkommende element i digtsamlingen, som veksler mellem det storladne og det prosaisk hverdagsnære. Naturen beskrives eksempelvis således: ”Aprils blegede træhimmel.” I naturbeskrivelserne fornemmer man en tristesse og melankoli, som uvægerligt afspejler digterjegets sindstilstand.
Derudover bliver den verdensberømte engelske forfatter Emily Brontë en slags ledsagerske eller muse for Carson, der gennem hele bogen bruger og alluderer til værket “Stormfulde højder”. I GLASESSAYET optræder desuden 13 såkaldte nøgenstudier, hvis hensigt er at give bud på kroppens betydning.
Anne Carsons GLASESSAYET er en dybtfølt og til tider hjerteknugende tekstsamling om tab, forsoning og en grundlæggende nysgerrighed og undren over sprogets bestanddele. Den er skrevet i glasklart og ligefremt sprog, der let indfanger læseren.
(Gæsteanmelder: Niels Roe)
