Samuel Becketts GLADE DAGE er ikke bare en absurd klassiker, men teknisk set også en af de største udfordringer en skuespillerinde kan få, fordi ordene myldrer frem på en måde, der netop er absurd og ikke nødvendigvis giver mening for alle som handlingsstyret fortællende tekst.
GLADE DAGE er i Danmark blevet spillet af et væld af Danmarks dygtigste skuespillere. Fra Bodil Udsen, Ghita Nørby og Lily Weiding til Karen Wegener, Kirsten Lehfeldt og Sidse Babett Knudsen, og vi er sågar blevet velsignet med flere udgaver på originalsproget, senest Why Not Theaters Sue Hansen-Styles på Teatret ved Sorte Hest.
På Hippodromen i Folketeatret får Lone Rødbroe sit livs chance for at vise sit værd i et andet repertoire, end vi sædvanligvis ser hende i. Hendes karriere har ofte budt på stærkt ekspressive roller, der har krævet store armbevægelser og skinger stemme. Men Lone Rødbroe kan også så meget andet, og har især i de senere år fået mulighed for at vise det. I GLADE DAGE griber hun chancen for at vise en mere afdæmpet og nuanceret side af sit omfattende talent, og rollen som Winnie bliver en sejr for Lone Rødbroe.
Men det er en sejr, der også kommer med en pris på Hippodromen denne tidlige vinteraften, hvor der tilsyneladende var mange, der ikke kendte teksten i forvejen, og muligvis kun havde set nogle muntre klip med Bodil Udsen. Men trods titlen GLADE DAGE er Samuel Becketts mesterværk ikke en folkekomedie, men dybest set en grum eksistentiel tekst om at overleve trods stadig mere groteske livsvilkår. Måske var det derfor, at der var tomme pladser efter pausen – fordi en del af publikum havde forventet noget andet?
Men det var dumt af dem, at de ikke blev. For selvom Lene Skytts iscenesættelse i starten forekom lige lovlig lavmælt, så viste Lone Rødbroe fra først til sidst en forståelse af teksten, også selvom den ikke nåede alle denne tirsdag aften.
Klaus Rifbjergs oversættelse fungerede stadig godt, om end han tager sig nogle friheder til slut, og lader Winnie tale om ”en dejlig dag” i stedet for ”en glad dag”. “Lovely” og “Happy” er ikke det samme – og slet ikke i denne sammenhæng.
Steffen Aarfings scenografi har flere overraskelser: Winnie er nemlig ikke delvist begravet i en udendørs sandhøj, men indenfor i et tilsyneladende udbombet hjem uden tag. Det relaterer både til diverse krigsofre i andre dele af verden, men understreger også den ægteskabelige ruin, som Winnie og hendes mand Willie (en passende primitiv Bo Skødebjerg) befinder sig i. Lyssætningen giver dog ikke noget indtryk af, at Willie behøver at beskytte sin isse mod solen med et snottet lommetørklæde, hvilket virker mere usammenhængende end absurd.
At Willie slet ikke er tvunget til at blive liggende omme bag Winnie på den anden sidste af sandhøjen, men kan gå frem til hende, fremstår om muligt endnu mere uhyggeligt, for hvorfor har han så ikke gravet hende ud for længe siden? Måske har Willie det i virkeligheden meget godt med, at Winnie bare glider længere og længere ned i sandhøjen og venter blot på, at hendes mund bliver lukket med sand?
Slutningen, hvor Winnie tror, at Willie rækker ud efter hende, er flere gange blevet fremstillet som om, at Willie i virkeligheden rækker ud efter Winnies pistol, så han een gang for alle kan få lukket kæften på hende, men sådan han man ikke valgt at gøre det her.
Hvad man har valgt at gøre og om det fungerer ligeså stærkt, bør man give sig selv chancen for at vurdere, for Lone Rødbroe sidder i sandhøjen i et stykke tid endnu, og hendes kraftpræstation fortjener et publikum, der har en fornemmelse af, hvad de går ind til.
(Michael Søby)
