Apollon ****
De fire temperamenter ***
Corybantic Games *****
Forårets GIANT STEPS på Det Kongelige Teaters smukke Gamle Scene består af tre små balletter adskilt af to pauser på 20 minutter.
George Balanchine havde skabt koreografien til de to første, og med en særdeles veloplagt Andreas Kaas i titelrollen som ”Apollo” (iscenesat af Nikolaj Hübbe) fremstod den næste 100 år gamle ballet fornyet.
Den multifacetterede Kaas fik da også mere end almindelig god assistance af tre muser, der repræsenterede henholdsvis dansen, mimekunsten og poesien. De blev fortryllende danset af Caroline Baldwin, Stephanie Chen Gundorph og Astrid Elbo med Igor Stravinskys betagende musik som usynligt tryllestøv.
Det eneste, man savnede i Colleen Nearys kyndige iscenesættelse af ”De fire temperamenter” var i grunden temperament, og det var faktisk synd, for ”De fire temperamenter” har som værk betragtet ved tidligere lejligheder vist dets levedygtighed. Dirigenten Damian Iorio og Det Kongelige Kapel fik aldrig rigtig Paul Hindemiths toner til at lette, men det er altså også svært at komme efter Stravinsky.
Christopher Wheeldon, der om nogen fremstår som Balanchines efterfølger indenfor den neoklassiske ballet, slutter eftermiddagen af med ”Corybantic Games” til Leonard Bernsteins fængende musik.
Erdem Moralioglus besnærende kostumer tilførte danserne en sanselighed, der fik lov til at udvikle sig på tværs af de gamle kønsroller i Wheeldons udfordrende koreografi, og skabte en helstøbt symbiose mellem fortid og nutid.
Der er således nok at glæde sig over i GIANT STEPS anno 2026, et godt sted at starte for nyudklækkede balletfans.
(Michael Søby)
