GENZ ENDGAME

★★★★☆☆


Aarhus Teaters mest behagelige teaterrum Scala lægger scene til GENZ ENDGAME, et samarbejde med Holstebro Dansekompagni. GenZ henviser til den generation, der kaldes og er født i perioden 1996 til 2012. En generation, der er født ind i en digital verden på godt og ondt, men ikke nødvendigvis har fået den balast, som man kun får i den virkelighedens verden. Hvis man er vokset op som forkælet og overbeskyttet, er det klart, at man får behov for et safe-space, når virkelighedens barske realiteter pludselig trænger sig på.

Sigrid Johannesen har skabt et energisk talentshow, der kærligt men ikke ukritisk forholder sig til de unge og deres visioner for fremtiden. Lige når man er ved at blive kvalt i naive tanker om klimakatastrofer og kønsneutralitet har Sigrid Johannesen er velsignet evne til at punktere dem med rustik humor – uden at svigte de unge.

Tre af Aarhus Teaters mest musikalske skuespillere Emil Prenter, Mette Klakstein og det nye talent Thorbjørn Hedegaard (der tidligere på sæsonen hittede i monologen “Derude”) får selskab på scenen af den nuttede skuespillerelev Kevan Nirwan og den tidstypiske rapper Yakuza.

Tre internationale dansere fra Holstebro Dansekompagni (Luke Hodkinson, Carley Lund og Igea Noioso) optræder i forklædninger, der leder tankerne hen på japanske talentshows, indtil de demaskeres og for alvor slår sig løs på gulvet i David Cornelius Prices sprælske koreografi. Musikken er futuriske udgaver af tidens toner leveret af blandt andre Andreas Odbjerg, Angående Mig, Brimheim og Rest inBeats.

Scenografen Laura Løwe har haft et frugtbart samarbejde med videodesigneren Søren Knud, så vi bliver mindet om, at rammerne for de unges idealisme er et benhårdt konkurrencesamfund, hvor alle hedder Alex. Et samfund, der muligvis ikke har nogen vinder?

(Michael Søby)