Filmskolens filmfestival byder i år ikke bare på 19 afgangsfilm, men også på udenlandske film, som endnu ikke har haft en chance i de danske biografer.
En af dem, der afgjort fortjener det er “The Last Showgirl” af Gia Coppola. Hendes bedstefar Francis Ford Coppola opulente storfilm “Megalopolis” opnåede dansk premiere trods hård kritik efter verdenspremieren i Cannes, hvorimod Gia Coppolas “The Last Showgirl” har modtaget fremragende anmeldelser og nomineringer til både Bafta, Golden Globe og Screen Actors Guild.
Pamela Anderson spiller sit livs rolle som den aldrende showdanser Shelly, der pludselig står overfor sit livs sværeste udfordring, da den Las Vegas-forestilling hun har medvirket i gennem en årrække pludselig lukker. Jamie Lee Curtis har heller aldrig nogensinde været bedre end som hendes bedste veninde, der efter hendes dansekarriere brutalt sluttede blev cocktail-servitrice i en spillehal.
Billie Lourdes er barnebarn af Las Vegas-stjernen Debbie Reynolds (“Singin’ In the Rain”) og får med denne film sit kunstneriske gennembrud som Shellys datter. Billie Lourdes er også datter af Carrie Fisher (kendt for de første Star Wars-film, men anerkendt for sit manuskript til “Postcards From The Edge” (“Smil, du er på”!) med Meryl Streep og Shirley Maclaine i roller baseret på Fisher og Reynolds).
Man må håbe, at THE LAST SHOWGIRL finder en dansk distributør, da den giver en af de mest ægte skildringer af det barske liv i showbranchen, man længe har oplevet.
Set i det lys blegner årets afgangsfilm unægteligt. Det er som om, at mange af de unge filmskabere bliver for navlepillende, og mangler de store perspektiver i deres værker. Men heldigvis er der også kvaliteter i samtlige film.
AN ANIMAL BEING ***
Den norske instruktør Mone Frogg Christiansen har skabt en film om en kvinde, der tror hun skal dø, men får så pludselig at vide, at hun er rask. Maria Grazia Di Meo er møgirriterende i hovedrollen, og vi forstår sjældent, hvorfor hun opfører sig, som hun gør. Som hendes kæreste fremstår Christoffer Hvidberg Rønje derimod som et mere indlysende filmtalent. I filmens sidste del oplever pludselig den menneskelige selvoptagethed set fra et dyrs perspektiv. Et ikke ukendt fænomen i filmhistorien, men ganske forfriskende i en dansk film.
REMAINS ****
I Joaquim Berglunds REMAINS er farmor død og hendes barnebarn hjælper faderen med at tømme huset. Der krydsklippes til nogle meget direkte billeder en obduktion, der får os til overveje modsætningerne i ordene krop og menneske. Frida Billeskov Olesen er et interessant nyt bekendtskab og Peter Christoffersen får også antydet, hvor fin en filmskuespiller, han efterhånden er blevet. REMAINS er en film, der i passager virker rigelig træg, men som i al fald indbyder til eftertænksomhed.
SOFT ARMOR ****
Instruktøren Gina Kippenbroeck introducerer os i SOFT ARMOR for pigen Robin, der lever af at overvåge andre. Det virker som et dybt kedsommeligt arbejde, indtil hun møder en ung performance-gruppe, der pludselig stimulerer sanser, hun ikke vidste hun havde. Sådan har man dog ikke nødvendigvis som publikum i biografen, og vi bliver heller aldrig klogere på, hvem Robin i virkeligheden er. Mens den visuelle sanselighed fungerer ganske godt og er nok filmens største kvalitet.
SOLO FEMALE ****
En ung pige ved navn Mathilde plager om penge for at kunne deltage i et influencer-arrangement, som hun mener, at hun kan få udbytte af, men i stedet bliver hun bare ydmyget. Astrid Söderbergs SOLO FEMALE udmærker sig ved at være instrueret uden berøringsangst for emnet, men selv den befriende og relevante nøgenhed kan ikke skjule, at karaktererne forbliver uinteressante og idiotiske. Hvorfor skal vi egentlig se en film om disse ligegyldige mennesker?
TYCHO BRAHES SØSTER ***
Malthe Kalbakk Elgaard forsøger sig med en periodefilm, men gør det uden dybtfølt periodefornemmelse i sin afgangsfilm om TYCHO BRAHES SØSTER. Historien forekommer ellers interessant, og både Ellaha Lack og Besir Zeciri kæmper bravt med nogle vanskelige replikker. Smukke kostumer kan desværre ikke redde TYCHO BRAHES SØSTER, der aldrig opnår den troværdighed, der synes at være en forudsætning for, at vi skal interessere os for denne filmfortælling.
UNDER DINE VINGER *****
Den mest vellykkede af årets afgangsfilm – vel at mærke indenfor fiktion – er Sarah Carlsens UNDER DINE VINGER. Clara Rosager, der aldrig har vundet hverken Robert- eller Bodilpriser, trods store præstationer i film som “En, to, tre, nu!”, “Før frosten” og “Kysset”, bekræfter sin position som en af landets bedste filmskuespillerinder. Hun får stærkt modspil af Bertram Ask Plauborg i gennembruds-rollen som hendes uforudsigelige lillebror. UNDER DINE VINGER er nænsom filmkunst om en svær men også smuk relation mellem to søskende.
