Kan man stadig opføre J. C. Hostrups syngespil GENBOERNE eller er det blot et stykke teaterhistorie? Det kan man i al fald, når værket præsenteres med kærlighed og omtanke i Regensens gård omgivet af Regensens Kollegium, hvor en del af handlingen faktisk også udspiller sig.
Forestillingen markerer Regensens imponerende 400-års jubilæum og derfor virker det mere end passende, at seks såkaldte regensianere agerer kor og statister i forestillingen.
Anders Skov Madsen har især gjort sig positivt bemærket på Odense Teater, så rollen som den gæve student Klint ligner i den grad et slags gennembrud i København. Med den helt rette kækhed og selvtillid driver han gæk med Peter Oliver Hansens pudseløjerlige løjtnant von Buddinge, men har også blik for de søde piger overfor (spillet med kokette glimt i øjnene af Sibylle Glosted og Anne Blomsgård).
Han får dog kamp til stregen en anden student, den snu Basalt (nydeligt fremstillet af Aske Hass Thorsen), der allerede har indyndet sig hos pigernes familie: Den joviale kobbersmed Smidt (spillet af hyggesprederen Jesper Asholt) og ikke mindst hos kobbersmedens følelsesfulde men tonedøve viv, Madam Smidt (fuldkommen overdådig karakterkomik af en sublim Betty Glosted).
Alexander Clement formår at more som den såre jævne Hr. Madsen, men vi får også en vis empati med denne sølle stakkel, og det er også Alexander Clements fortjeneste. Tom Jensen har påtaget sig forestillingens vanskeligste opgave, nemlig den næsten uspillelige rolle som den mytiske skikkelse “Jerusalems skomager”, men formår på forbløffende vis at få den til at give mening og blive troværdig. Endnu en bemærkelsesværdig birolleindsats i en forestilling, der bare bliver ved med at give.
Kapelmester og pianist Kristian Jørgensen udgør sammen med cellisten Kirstine Elise Pedersen og Julius Ditlevsen på fløjte en velspillende trio, der formår at favne syngespillets mange facetter. Man glæder sig i det hele taget over Jacob Becks vitale iscenesættelse og Rikke Juellunds prægtige periodeafstemte kostumer i den enkle scenografi, der fikst gjorde brug af de betagende omgivelser.
Med Rundetårn i baggrunden bliver GENBOERNE ikke blot genkendelig, men fremfor alt levende historie. Et flottere og mere festligt 400-års jubilæum kunne man simpelthen ikke ønske sig, og selv vejrguderne gik på komedie på premiereaftenen og glemte at lade de lovede vanddråber falde. Men det vil ingen nu bebrejde dem.
(Michael Søby)
