Instruktørduoen Michael Dweck og Gregory Kershaw hittede i 2020 hos det grå guld med deres smukke og humoristiske fortælling om ”Trøffeljægerne fra Piemonte”.
Nu er de tilbage med endnu en stemningsmættet beretning om en anden overset gruppe mennesker, denne gang fra udkants-Argentina.
Her finder man de argentinske cowboys af begge køn, der lever i samhørighed med deres traditioner og insisterer på at gå klædt i deres klassiske drager, også selvom det måtte udfordre den moderne konformitet. Nogle klæder sig blot ud som gauchoer til fester, rodeoer og karneval, men er man en GAUCHO GAUCHO dvs. en rigtig Gaucho, så man sin kultur alvorlig og påtager sig et ansvar for at føre traditionen videre til næste generation.
Det illustreres smukt i et symbiotisk smukt og respektfuld forhold mellem far og søn, hvor lærdommen giver videre i et sindigt tempo langt fra computerkultur og andre nutidige dårskaber.
Vi mærker også ensomheden hos en mandlig entertainer, der både agerer vært på en lokalradio og optræder med sang og dans, når lejligheden byder sig. Vi ser, hvordan alkoholismen er en fjende, fordi den for en tid kan give trøst, for så at straffe dem, der har ladet sig trøste.
Mest hjerteskærende er portrættet af en ung pige, der er besat af tanken om at blive Gaucho, selvom det flere gange er ved at koste hende førligheden efter fald fra heste. Man ser hende isoleret i sin fine gaucho-dragt i skolesystemet, som ikke forstår at favne hende, men hvor hun står udenfor fællesskabet med alle de andre piger. Men vi ser hende også blive dygtigere og sejere, som tiden går, så måske er der alligevel en fremtid for pigen, selvom oddsene i den grad er imod hende.
Betagende sort-hvide billeder smelter sammen med en hypnotisk dragende lydside, hvor opera og folkemusik formidler de følelser, vi er vidne til hos de stolte Gauchoer. 85 minutter fortryllelse, hvis man har et åbent og roligt sind. En lille nørdet dokumentarisk filmoplevelse, men med et dybtfølt budskab om medmenneskelighed og respekt.
