Der er en scene i Odalys Nanins skuespil GARBO’S CUBAN LOVER, hvor manuskriptforfatteren Mercedes de Acosta bliver fyret, bl.a. fordi hun nægter at skrive en scene, der er historisk ukorrekt. Den form for integritet præger dog ikke Odalys Nanins GARBO’S CUBAN LOVER. Her misbruger hun ikke blot Greta Garbos navn til at sælge billetter, men antager også, at den svenske filmstjerne og den cubanske dramatiker Mercedes de Acosta havde et seksuelt forhold.
Sandheden er dog, at Mercedes de Acosta var forelsket i Garbo, allerede inden de mødte hinanden. Acosta blev hurtigt en belastning for Garbo, fordi hun sendte Garbo digte og andre former for kærlighedserklæringer, og Garbo endte med at få Acosta fyret som manuskriptforfatter på ”Dronning Christina”.
I starten af 60’erne solgte en fattig Acosta sin brevveksling med Garbo under forudsætning af, at den første måtte åbnes 10 år efter Garbos død. Det skete, men resultatet var langt fra sensationelt. Der var end ikke hentydninger til en lesbiske relation i brevene, men primært en klar og tydelig Garbo, der afviste Acostas tilnærmelser.
Peter Schaffer og P. O. Enquist tager sig også friheder i stykker som ”Amadeus” og ”Fra Regnormenes liv” i deres skildringer af Wolfgang Amadeus Mozart og H. C. Andersen, men det er i det mindste værker med betydelige litterære kvaliteter.
GARBO’S CUBAN LOVER kan i bedste fald kaldes kulørt underholdning, og queer-vinklen retfærdiggør ikke den skamløse form for ”outing” og namedropping, der præger stykket. Da også andre af de omtalte affærer viser sig at være postulater, mister man tilliden til dramatikeren.
Jeremy M. Thomas-Bøgsted og Down the Rabbit Holes produktion har heldigvis andre kvaliteter, og ikke mindst kostumerne bringer mindelser om Hollywoods storhedstid.
Flere af de medvirkende har udmærket sig i andre teatersammenhænge i København – ikke mindst forestillingens Garbo, Dina Rosenmeier, der får selskab på scenen af Gina Mob (Mercedes de Acosta), Olga Makarova (Isadora Duncan m.fl.) og Tina Robinson (Marlene Dietrich m.fl).
Man skal ikke begynde at regne på, hvor gamle Acosta, Garbo, Duncan og Dietrich var på det tidpunkt, hvor handlingen udspiller sig, for så bliver man bare forvirret. Men hvad værre er, så er forestillingen et virvar af accenter, og både Garbo, Dietrich og Tallulah Bankhead havde så kendte og markante stemmer, at de medvirkende og iscenesætteren Laura Holme-Hoske i højere grad er nødsaget til at forholde sig til dem.
Laura Holme-Hoske synes ellers på alle andre fronter at have efterstræbt et præcist tidsbillede. Hendes soundtrack til forestillingen udmærker sig f.eks. ved ikke at forfalde til de sædvanlige Hollywood-evergreens, men inddrager en del cubansk musik i fornuftig erkendelse af, at stykkets hovedkarakter stammer fra Cuba.
Man må håbe at folkene bag det tidligere LiteraturHaus i højere grad vil satte på tekster med større dramatisk tyngde og på dramatikere med større integritet. Da Garbo sidst i stykket hører, at Mercedes de Acosta vil offentliggøre sin historie, truer Garbo med aldrig at ville tilgive hende. Det skal Odalys Nanin heller ikke forvente at blive.
(Michael Søby)
