For få uger siden havde Den Kongelige Ballet premiere på et flot ny Shakespeare-inspireret danseforestilling med titlen ”Lady Macbeth”. Det vil Den Kongelige Opera naturligvis ikke stå tilbage for, så nu kan man opleve en imponerende koncertant opførelse af Giuseppe Verdis MACBETH dirigeret med glød af den verdensberømte dirigent Sir Antonio Pappano.
Lise Davidsen er uddannet i Danmark, så mange danske operafans føler nok, at de har andel i den norskfødte operasanger, der regnes blandt de allerbedste sopraner i verden lige nu. Lise Davidsens stemme har en ganske usædvanlig fylde, og hendes forrygende temperament sitrer i hele kroppen. Intet under, at begge gallavisninger blev udsolgte med lynets hast.
Men aftenens overraskelse blev alligevel Quinn Kelsey, hvis pragtfulde røst aldrig skyggede for, at denne Macbeth var et genkendeligt menneske af kød og blod.
Magtbalancen mellem Macbeth og Lady Macbeth var interessant at følge fra start til slut, hvor hun fremstod som den mest intelligente, men også den mest blodtørstige. Macbeth fremstod som en mand i sine følelsers vold, men også en mand, der måtte betale den højeste pris for sin manipulerende vivs gerninger. Quinn Kelsey og Lise Davidsen åbner sammen en ny sæson på Metropolitan Operaen i New York i partierne som henholdsvis Macbeth og Lady Macbeth.
Der er sandelig også god grund til at fremhæve bassangeren Alexander Köpeczi i partiet Banquo og tenoren Freddie de Tommaso som Macduff, der begge fandt nye fans på Operaens Store Scene takket være deres udsøgte vokale præstationer. Men også solister fra Den Kongelige Operas faste stab formåede at leve op til det høje niveau – ikke mindst Jacob Skov Andersen som Malcolm og Gisela Stille som Lady Macbeths selskabsdame.
Den luksuriøse rollebesætning omfattede også de koreanske operasangere Kyungil Ko og Dong Huy Kim, der begge varetog mindre opgaver med autoritet. Nævnes bør også aftenens børnesolisterne fra Københavns drengekor, Ramund Rindel Peulicke og Ferdinand Luis Lundberg Vingtoft, der både spiller og synger med intensitet og nærvær sammen i lighed med voksensangeren James Berry i diverse åndesyn.
Det Kongelige Kapel viste internationalt format i lighed med Det Kongelige Operakor, og kun i starten, hvor korets diktion ikke var skarp nok til at trænge igennem den gloriøse musik leveret af de mange musikere foran dem, kunne man ikke nyde den italienske libretto maksimalt. Men så kunne man i al fald støtte sig til de danske og engelske oversættelser overtekster, som Kamilla Pontoppidan Haderup havde ansvaret for.
Alle de, der forgæves forsøgte at få billetter til koncertversionen af Giuseppe Verdis ”Macbeth” i Operaen, bør dog ikke hoppe i havnen af fortvivlelse. For allerede til september kan man opleve Benedict Andrews iscenesættelse af ”Macbeth” på den største scene i Operaen.
(Michael Søby)




