Der er altid befriende, når en dansk dramatiker forsøger at bryde ud af den realisme, der i generationer synes at have begrænset hans kollegers kunstneriske udfoldelser. Men derfor er der ikke nogen garanti for at forsøget bliver vellykket.
Projektet GÅDEKATALOGERNE har fra start været ramt af uheld, og nåede kun en enkelt opførelse foran 8 publikummer, inden corona-nedlukningen satte en stopper for forestillingen. Teater V må på et tidspunk trækker sig helt ud af projektet, men nu lægger de scene til den københavnske premiere på forestillingen, så har man mod på et udfordrende stykke, der kræver mere af publikum end normalt, så skal man skynde sig ud på Teater V.
Jokum Rohde synes at have fået Stefan Zweigs “Skaknovelle” galt i halsen, og blandingen af spiondrama, menneskelig isolation, far/søn-opgør og eksistentiel krise bliver på det nærmeste uigennemtrængelig og i al fald underligt uinteressant.
To brave skuespillere – Anders Valentinus Dam og Victor Marcussen – gør ellers i den grad, hvad de kan, men med et fortænkt manuskript som udgangspunkt kæmper selv gode skuespillere næsten forgæves. Heldigvis kun næsten – for man får virkelig respekt for deres dedikerede indsatser.
Man skal mindst være 16 for at se forestillingen, men det er klogt at være rundet de 50, for dramatik af denne type er tiden for længe siden løbet fra.
Forestillingen er produceret af Teater O i samarbejde med Musikteatret Holstebro og som udgangspunkt også Teater V. Man har svært ved at se, hvad iscenesætter Maria Kjærgaard-Sunesen kunne gøre anderledes med denne tekst, men i det mindste får vi en velfungerende svingdørs-scenografi af Christian Friedländer som lindring for øjeæblerne.
GÅDEKATALOGERNE henvender sig primært til de sidste rester af den intellektuelle elite i vort land, og man må bare håbe, at de i det mindste forstår at få fuldt udbytte af den.
(Michael Søby)
