Der er noget ukueligt over Hans Dueholm, der med imponerende energi turnérer land og rige rundt med forestillinger, som hans både har iscenesat og spiller hovedrollen i. Kvaliteten af manuskripterne kan være svingende, men med opera som fast ingrediens – uanset om målgruppen er børn eller voksne, samt et aldrig svigtende humør har han fundet sin helt egen stil på de danske landeveje. I 2019 modtog han da også Danmarks Teaterforeningers pris som Årets Turnéskuespiller.
I efterårsferien 2024 kunne man opleve børneforestillingen FYRTØJET i Vesterbro Bibliotek og kulturhus’ farvestrålende sal Harald. På trods af titlen er forestillingen ikke det kendte og elskede eventyr om soldaten, der møder en heks og tre hunde med øjne så store som tekopper, møllehjul og rundetårn. Men det indgår alt sammen i Birgitte Holt Nielsens fortælling om bedstefar, som er holdt op med at fortælle om bedstemor, og nu lever i ensomhed i en lille kvistlejlighed. Pigen Emma er i mellemtiden blev stor og er fast besluttet på at få bedstefar til at fortælle historier igen.
Den serbiske komponist Branko Djordjevic fletter fikst brudstykker af Mozarts og Rossinis værker ind i egne fine kompositioner, som han kyndigt spiller på både accordeon og electronica. Hans Dueholm og Mariann Mikkelsen kan begge synge, men librettoen forekommer kluntet flere steder.
Hans Dueholm har fået kyndig scenografisk assistance af Kirsten Victoria Lind i form af skægge dukker og masker såvel som af Emma og Trine Dueholm i form af animation. Der kunne dog med fordel godt kæles mere for kostumerne, så de medvirkende rent faktisk får tid til at iføre sig dem ordentligt.
Birgitte Holt Nielsen burde måske have fundet en anden titel, så folk ikke forvekslede opsætningen med en opsætning af H. C. Andersens eventyr, og på trods af det fornyende greb virker denne modernisering ubegribelig gammeldags. Når man har brugt tid på at opdatere historien burde man måske fortælle de små, at et tornyster er en form for rygsæk og det virker faktisk småpinligt, at man gentagne gange lovpriser den lyse skønhed i et lokale med mange fine mørke prinser og prinsesser.
Så trods det gode humør og klædelige strejf af melankoli er der plads til forbedringer i denne forestilling, en co-produktion mellem Den Ny Opera og Figaros.
(Michael Søby)
