FROM THE WORLD OF JOHN WICK: BALLERINA

★★★☆☆☆


Bag den tarvelige titel finder man en ganske effektiv kriminalfilm, der burde have heddet “Ballerina” og haft en længde på max. syv kvarter.

Ana de Armas er ikke nogen stor skuespillerinde, men hun formår rent fysisk at leve op til de krævende actionscener og klæder rollen som morderisk balletpige, der sætter alt ind på at få hævnet sin far.

Den imposante Oscar-vinder Anjelica Huston er godt valgt til rollen som leder af den strikse balletskole Ruska Romas, hvor man også lærer andet end dans.

Gabriel Byrne skuffer derimod i en skurkerolle, men Ian McShane lyser op som den unge Ballerinas redningsmand. John Wick alias Keanu Reeves dukker naturligvis også op, men han har ikke fået meget at arbejde med.

Instruktøren Len Wiseman forsøger at give filmen perspektiver – både kønspolitisk og udenrigspolitisk, når Angelica Huston som en anden selvhøjtidelig russisk leder fastslår, at “du er enten med os eller imod os.”.

Når Ana de Armas’ Eve Macarro skal i kamp, bliver hun også mindet om, at hun ikke skal lade mændene definerer reglerne: “Fight Like A Woman” – hvorefter hun går hen og sparker en mand i skridtet.

FROM THE WORLD OF JOHN WICK: BALLERINA er kontant underholdning i stor format, men blottet for finesser og raffinementer.