Den brasilianske dramatiker Roberto Athaydes mesterlige monolog FRK. MARGUERITE (“Apareceu a Margarida”) har været en hyppig gæst på de danske scener. Lily Weidings version på Bristol Teatret regnes i teaterhistorisk sammenhænge blandt de fineste ligesom Anne Marie Helgers udgave på Aveny Teatret huskes som en af de sjoveste.
Men det er som om, at teksten folder sig allermest ud, hvis FRK. MARGUERITE både rummer en klassisk Grande Dame med grotesk lune og charme, der på et splitsekund kan forvandle sig til stjernepsykopatisk diktator. En folkeforfører forklædt om folkelig.
Det kendetegnede både Marianne Flors spil på Aarhus Teater og Karen Margrethe Bjerres fortolkning på Det Kongelige Teater. Det ene øjeblik blev vi forført, det næste fornedret.
På Teatret ved Sorte Hest får vi et andet bud på rollen, og gudskelov for det, selvom Marianne Nilssons dystre scenografi næsten kvæler komikken. Heller ikke kostumet med en beskeden sort turban som eneste sydamerikanske islæt synes at hjælpe Sarah Bobergs fremstilling.
Peter Poulsens oversættelse virker først og fremmest barsk og brutal i munden på Sarah Boberg, og for en gang skyld forekommer en iscenesættelse af Maria Vinterberg næsten for entydig. Måske fremstår denne FRK. MARGUERITE i for indlysende grad som en freak til, at vi lader os indfange? Sarah Bobergs dygtighed skal der dog ikke stilles spørgsmålstegn ved, og den rå sceneversion kan også noget, men desværre på bekostning af noget andet.
Man bør dog ikke gå glip af chancen for at opleve denne magiske tekst på en scene, og ud fra en rent litterær betragtning forekommer FRK. MARGUERITE mere aktuel end nogensinde.
(Michael Søby)
