Justine Triets omdiskuterede FRIT FALD (også kendt som “Anatomie D’Une Chute” og “Anatomy of a Fall”) vandt guldpalmen i Cannes, selvom mange (mandlige) skribenter siden har påpeget, at den burde være gået til Jonathan Glazers kompromisløse film “The Zone of Interest”. Siden er begge film ret sensationelt blevet nomineret til Oscars for bedste film og bedste instruktør, selvom Frankrig foretrak at nominere den mere indlysende franske “Pot-au-feu: Vejen til hjertet” som officiel kandidat i kategorien bedste internationale film.
I Cannes foretrækker man ofte at skabe politisk momentum i forbindelse med prisuddelingen, og da Julia Ducournaus bizarre “Titane” vandt guldpalmen for nogle år siden, gik man tydeligvis for langt i bestræbelser på at skabe større fokus på kvindelige instruktører. Men måske skulle man i Cannes have tildelt Justine Triet prisen for bedste instruktør, for selvom FRIT FALD ikke er et mesterværk, så er det en både spændende og velinstrueret film med et raffineret feministisk særpræg.
Men et langt stykke af vejen er filmen et konventionelt retssalsdrama, hvor en kvinde står anklaget for at have myrdet sin mand, der på mystisk vis er faldet ned fra deres hjem. Den tyske skuespillerinde Sandra Hüller, der også gjorde et betydeligt indtryk som neurotisk filminstruktør i Justine Triets “Sybil”, forekommer på een gang stærk og skrøbelig som den anklagede enke, omend hendes bedste filmscene i år er som nazi-husmor i “The Zone of Interest”.
Franskmanden Swann Arlaud, der vandt en César for at spille presset landmand i “Petit paysan”, gør også indtryk som den unge advokat i FRIT FALD, omend han rent sprogligt virker mindre fri som skuespiller på engelsk end på fransk. Hans fineste præstation er stadig hans bevægende César-belønnede birolle som misbrugt ung mand i Francois Ozons “Gud være lovet”.
Nævnes bør også Milo Machado Graner for hans bemærkelsesværdigt modne spil som den lille dreng, hvis loyalitet kommer på en prøve i forbindelse med retssagen.
Triet er mest kendt for to seværdige Virginie Efira-film, “Victoria” og “Sibyl”, der også har komplekse kvindefigurer i centrum. Med FRIT FALD har hun formået at skabe filmårets mest omdiskuterede film, og det bør også komme de tidligere film til gode. For det bør ikke herske tvivl om, at Justine Triet fortjener opmærksomheden i modsætning til Julia Ducournau.
I USA har mange brokket sig over, at den amerikanske Barbie-instruktør Greta Gerwig blev forbigået i Oscar-nomineringerne, men det gjorde hun faktisk ikke. Hun blev dog kun nomineret som manuskriptforfatter på “Barbie”, men Justine Triet og hendes fire mandlige instruktør-kolleger har altså begået værker med større tyngde, så Oscar gjorde i dette tilfælde faktisk det rigtige.
