FREAKIER FRIDAY

★★★☆☆☆

Komedien ”Freaky Friday” omhandler en mor og en datter, der bytter personligheder og derved lærer at forstå hinanden bedre.

Originaludgaven fra 1976 blev instrueret af Gary Nelson med Barbara Harris og en purung Jodie Foster i hovedrollerne, og i 2003 fik vi så en genindspilning med Jamie Lee Curtis som og Lindsay Lohan som hendes datter Anna.

Også den nye udgave opnåede en vis popularitet og det betyder i vor tid en opfølger. Den nye titel FREAKIER FRIDAY afspejler, at det ikke er Tess og Anna, der bytter personligheder, men at de derimod overtager personligheder fra Annas datter og Annas potentielle steddatter.

Anna skal nemlig giftes, og hendes nye mand (af den ikke uinteressante Manny Jacinto) er lidt af en hottie, men problemet er, at de nye søstre ikke kan tåle hinanden. Tess (der må tage til takke med de sidste rester af Mark Harmon) forsøger med sin nye ungdommelige personlighed at ødelægge den kommende ægteskab ved at invitere Annas ex (det stadig seværdige ungdomsidol Chad Michael Murray) med til middag for den nye familie.

Forvirringen er total, men instruktøren Nisha Ganatra formår dog i nogen grad at få afviklet historien indenfor små to timer.

Filmens unge piger er kønne men kedelige, og Lindsay Lohan forekommer faktisk mere charmerende, selvom hun unægteligt har et par døde flader i ansigtet. Mest veloplagt er som altid Jamie Lee Curtis, der burde have opnået en Oscar-nominering for birollen i Pamela Anderson-filmen ”The Last Showgirl”. Jamie Lee Curtis har en skøn selvironi, og fremstår tilmed befriende uforfængelig i en film, der svælger i fysiske forandringer.

Alt i alt er FREAKIER FRIDAY en tilforladelig to’er, og klart at foretrække frem for de mange klamme gysere, der får lov til at dominere biografrepertoiret denne sommer.