Der er efterhånden lavet mange fine og forskelligartede film inspireret af Mary Shelleys frygtindgydende roman fra 1818. James Whales ”Frankenstein” fra 1931, Mel Brooks’ ”Frankenstein Junior” fra 1974 og ”Frankenweenie” fra 2012 er tre af de allerbedste, og til dette trekløver kan man nu føje den biografaktuelle Guillermo del Toros ”Frankenstein”, der fremstår som den mest spektakulære version, vi endnu har set.
En stor del af denne ære må tilfalde den danske filmfotograf Dan Laustsen, der opnåede Oscar-nomineringer for to af del Toros tidligere værker (”The Shape of Water” i 2018 og ”Nightmare Alley” i 2022), og som må regnes blandt favoritterne til at hjemtage den eftertragtede statuette til næste år.
Men også danske skuespillere som Lars Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas gør sig fordelagtigt bemærket i filmens storslåede åbningssekvens
Oscar Isaac gør indtryk som den tilsyneladende gale videnskabsmand Victor Frankenstein og Jacob Elordi får skabt en fascinerende skabning – ”the creature” – frugten af Frankensteins forskning.
Blandt de øvrige medvirkende genkender man Mia Goth (”Nosferatu”), Felix Kammerer (”Intet nyt fra vestfronten”) og Christoph Waltz (”Inglourious Basterds”).
Del Toros FRANKENSTEIN er en imponerende produktion tilsat medlevende underlægningsmusik af en af vor tids største filmkomponister Alexandre Desplat, der 11 gange har været nomineret til Oscars for sin filmmusik og to gange har fundet (for henholdsvis ”The Grand Budapest Hotel” i 2018 og ”The Shape of Water” i 2022).
Også filmens visuelle effekter og sminkning bidrager til at gøre Guillermo del Toros ”Frankenstein” til årets hidtil bedste filmgys.

