FØRST NU FORSTÅR JEG INTET

★★★★☆☆

Pernille Højmark elsker sine rynker – og det gør vi også. For vi kan mærke dem i hver en linje, hun synger i sit meget intime soloshow FØRST NU FORSTÅR JEG INTET på Snoreloftet i Folketeatret. Og hvad gør det, at huden er blevet mindre stram, når stemmen er blevet mere sprød.

Jo, der ryger en enkelt linje hist og her på premiereaftenen, men Pernille Højmark giver samtidig så meget af sig selv, at det aldrig bliver et problem. Hendes oprigtighed og selvironi fjerner øjeblikkeligt eventuelle forbehold, og det er bare med at tage imod, når Pernille Højmark synger og danser sig ind i vore hjerter.

Vi hører om en pinefuld barndom, hvor hun og hendes søster flytter med faderen til Grønland, hvor hans alkoholmisbrug tager til, og pludselig er det døtrene, der må tage sig af farmand.

I en ung alder bliver Pernille Højmark forældreløs og kaster sig ud i kærligheden – men ikke uden en pris. Selv de svære dage får dog en ende, og Pernille Højmark har heldigvis haft tilstrækkelig personlig succes til at kunne sige: Jeg er her endnu.

Når de sydamerikanske rytmer først får tag i hende, forplanter danselysten sig til publikum med musikalsk støtte fra Stine Findsen og Peter Michael Jensen. Men Pernille Højmark kan sandelig også fortolke de stille sange – måske bedre end nogensinde?

Overrumplende fin er hendes fortolkning af Osvald Helmuth-visen ”Henne om Hjørnet Nede i Kælderen”, og så giver hun en herlig version af den Danmarks-aktuelle irske sanger Gilbert O’Sullivans ”Clair”, der i Pernille Højmarks fortryllende udgave bliver til ”Aupair pigens sang” og handler om ”Pierre”.

Forestillingens titel – FØRST NU FORSTÅR JEG INTET – er også en understregning af det Højmarkske vid, der heldigvis aldrig helt har forladt hende.

(Michael Søby)