Dramatikeren Henrik Szklany, instruktøren Martin Nyborg og scenografen Laura Rasmussen skabte sammen med et fænomenalt hold skuespillere Aalborg Teaters berømmede Anita-trilogi, der blev kåret som årets forestilling af cphculture.dk efter et uforglemmeligt gæstespil på Folketeatret under CPH Stage.
Nu har dramatikeren, instruktøren og scenografen samt enkelte af skuespillerne atter forenet kræfter i en ny forestilling kaldet FLEXTRAFIK OG SLAGTESVIN.
Atter får vi indsigt i den sociale og kulturelle armod i udkants-Danmark – men med et grotesk nordjysk lune som vigtig ingrediens, så den miljømæssige tristesse aldrig kvæler underholdningsværdien.
Lars Topp Thomsen, der af cphculture.dk blev nomineret for den bedste mandlige birollepræstation i 2024 takket være “Anita-trilogien”, yder en blændende indsats som Mike, en stresset svineproducent, hvis eksistensgrundlag pludselig trues, da den lokale busrute nedlægges.
Anders, den anden landmand i lokalsamfundet, mærker også effekten af den nedlagte busrute på sin lille gård. Den pensionerede homoseksuelle mælkeproducent har efterhånden kun tre køer tilbage i sin stald. Mogens Rex fremstiller ham med en stille værdighed, og hans spil må regnes blandt karrierens fineste.
Samtlige roller spilles fortræffeligt. Lise Lauenblad er herlig som Mikes snusfornuftige viv og Marie Knudsen Fogh (årets skuespiller i 2024 jvnf. cphculture.dk) formår atter at røre os som en tilsyneladende overflødig kvinde i lokalsamfundet. Også forestillingens unge par spilles med dybde og empati af Marcus Gad Johansen og Sofia Mileva Cukic.
FLEXTRAFIK OG SLAGTESVIN stiller nogle afgørende og nærgående spørgsmål angående fatale fejldispositioner i lokaltransporten i udkantsområderne, men også på årelange social forsømmelser med dybe menneskelige konsekvenser.
(Michael Søby)