Kaouther Ben Hania vandt prisen for Cannes Film Festivalens bedste dokumentarfilm. og FIRE DØTRE opnåede også en yderst velfortjent Oscar-nominering i kategorien for dokumentarfilm (af spillefilmslængde).
Den tunesiske instruktør formår både form- og følelsesmæssigt at slå benene væk under publikum med sit vidunderlige portræt af en mor og hendes fire døtre. To af døtrene kan ikke være med i filmen, så Kaouther Ben Hania har hyret to unge kvinder til at interagere med de to yngste døtre og deres mor i udvalgte scener, og da moderen har nogle forbehold med hensyn til at genopleve nogle svære scener, har man også hyret en skuespillerinde til at kunne træde ind i afgørende øjeblikke.
Den ældre skuespillerinde har dog sine helt klare meninger om den kvinde, hun skal spille, og hun lægger ikke fingrene imellem. Samtidig nægter hun at tale ligeså grimt som kvinden gør, idet hun mener, at hendes spil gør det unødvendigt. På lignende vis har de to yngste søstre mange lovord om skuespillerinden, man har valgt til rollen som den ældste søster, mens de virker knap så begejstrede for hende, der skal spille den næstældste.
Med disse kunstneriske udfordringer på sidelinjen oprulles nu en chokerende historie om en mor, der på sin brudenat tæver sin ægtemand, så der kan komme på lagnet, som traditionen kræver det. Den unge smukke elsker,som hun senere scorer, forgriber sig på døtrene. Moderen bebrejder i første omgang døtrene deres udfordrende fremtoning, og snart begynder de to ældste døtre at dække sig til i trods.
En dag er de forsvundet, og det viser sig at de har sluttet sig til nogle af de terrorister, der dukker op på TV i forbindelse med reportager om terrorhandlinger. Mange forgæves forsøg på kontakt følger, inden et forfærdende foto fra et fængsel afslører, at moderen nu er blevet bedstemor.
Man forlader biografen både forundret og chokeret over de livsdrejninger, som et menneskeliv kan tage, og på trods af nogle uhyrlige handlinger og et saftigt sprogbrug, som ingen synes forskånet for, får man en vis empati med både mor og døtre, der alle har været udsat for mere end nok. Man beder til, at næste generation formår at lægge afstand til de oplevelser, de har haft, men sandsynligheden synes desværre tvivlsom i filmens forstemmende slutbillede.
